Jagten er gået ind på nye kunder. Det er målet for det danske softwareselskab, Konsolidator, efter man for nylig har fået støtte fra en professionel investor.

Selskabet har solgt 750.000 aktier i en rettet emission til investoren, hvilket har øget egenkapitalen med knap 30 mio. kr.

»Så længe vi kan generere eksponentiel vækst er kapital essentielt, og det er naturligvis optimalt at sikre sig kapital til næste fase i god tid. Men det seneste  kapitalindskud og endda fra en Institutionel investor har vi nu sikret kapital til næste fase, som er et endnu hårde tryk på salg og marketing samt på forøget udviklingskapacitet,« forklarer selskabets topchef, Claus Finderup Grove.

Konsolidator gør det lidt forenklet formuleret muligt at lægge regnskabstal sammen på en standardiseret og automatiseret måde.

Læs også: Porteføljeforvalter peger på undervurderet aktie: 'Der er stor upside'

Det interessante for investorer er, at man - groft sagt - lægger tallene sammen på samme måde i alle lande. Mens et bogføringssystem kan være svært at skalere, fordi et bogføringssystem i Sverige skal passe til svenske regler, mens et tilsvarende i Norge skal passe til norske regler, foregår konsolidering mere eller mindre ens over hele verden, forklarer Claus Finderup Grove.

Og det skal Konsolidators sælgere nu ud at forklare potentielle kunder. Kunderne betaler for Konsolidators løsning via et abonnement, hvilket sikrer en stabil pengestrøm, og som gør, at softwareselskabet kender dets indtægter i adskillige måneder frem.

»Vi er altid tidligt ud for at lede efter nye penge. Med de penge som vi fik ind i maj i 2019, kunne vi 'klare' os til tredje eller fjerde kvartal i år,« fortæller Claus Finderup Grove.

Der er dog ingen fare for at selskabet løber tør for penge, for Konsolidator kan på grund af dets kendskab til abonnementsindtægterne i tide enten sænke omkostninger ned under indtægterne eller få nye penge ind, forklarer topchefen.

Læs også: Bitcoin-investor: Vi står over for et nyt bitcoin-bullmarked

Og det sidste vil man særligt forsøge i vores nabolande.

»Pengene skal bruges til at trykke endnu mere på inden for salg og marketing i vores eksisterende markeder. Vi kan se, at potentialet er rigtigt stort i både Sverige, Tyskland og England,« udtaler Claus Finderup Grove.

Han fortæller, at selskabets country manager i Sverige har fået rigtig godt fat, og at man derfor fokuserer på særligt England og Tyskland med de nye penge. Begge steder vil Konsolidator nu ansætte sælgere.

I Tyskland er Konsolidator ved at indgå en række implementeringsaftaler med nogle store revisionshuse. Revisionshusene ønsker ikke at være sælger af produktet for at kunne bevare deres uafhængighed, men de vil gerne implementere dem. Konsolidators kunder ved, hvad konsolidering er, men de skal lige lære at tilpasse Konsolidators software til deres virksomhed, fortæller Claus Finderup Grove.

»Der skal typisk bruges 30-40 timers konsulentbistand til de mindre kunder men flere til de større og mere komplicerede kunder. Vi kunne godt selv gøre det, men hvis vi skal skalere hurtigt, er det bedre for os, at det er lokale, der gør det. Fordelen er nærværet, men også, at revisionshusene er revisorer for vores kunder,« forklarer han.

Konsolidators kundegruppe fordeler sådan, at 79 pct. er baseret i Danmark, 10 pct. i Sverige, 6 pct. i England, mens Tyskland, Schweiz og Østrig tilsammen udgør 5 pct.

Læs også: 5  krise-vindere, der er værd at holde øje med

Læs også: 4 stærke aktier: 'Du bør lede efter aktier her'