Henter kommentarer

Danske Bank har klart råd til nervøse investorer


Du skal blive i aktiemarkedet i stedet for at gå helt ud af markedet.

Sådan lyder rådet fra Danske Banks senior investeringsstrateg Lars Skovgaard Andersen, efter nye inflationstal har sat gang i brede kursfald.

»Markedet er blevet ekstra nervøs, for når centralbanken strammer pengepolitikken for hårdt, så er det, at vi ender i en recession,« udtaler strategen.

Læs også: Nordea: Derfor falder de danske aktier

Det er dog ikke noget, der peger på, at vi er på vej ind i en recession, understreger han.

Du skal under alle omstændigheder passe på med at være helt ude af aktiemarkedet, for aktierne vil altid bevæge sig op og ned, påpeger strategen.

Læs også: 'De blev så billige, at vi var nødt til at købe dem'

»Du kan ikke undgå, at der er en markedsrisiko, for vi ved ikke, om aktierne kører op eller ned. Hvis du ikke ved, hvad du skal gøre, kan du i perioder med usikkerhed sælge dine enkeltaktier for så at købe et globalt indeks,« udtaler Lars Skovgaard Andersen.

Den pointe understøttes af Peter Emil Bundgaard Mondrup, der er økonom hos Maj Bank.

Læs også: Aktiechef om C25-aktie: Er du til hurtige penge - så kig ikke her

Han lægger i en kommentar hos Euroinvestor vægt på, at langt de fleste historiske analyser viser, at det er en dårlig idé at forsøge at time aktiemarkedet. Den strategi leder ifølge ham til »markant dårligere afkast for den gennemsnitlige investor.«

»Hvis man missede de 10 bedste dage på aktiemarkedet hvert årti, ville man blot have opnået et afkast på 28 pct. Havde man holdt aktierne i hele perioden, havde man fået et afkast på 17.715 pct.,« skriver han med henvisning til en analyse fra   Bank of America, der er baseret på S&P 500-data fra 1930 til 2020.

»Analysen peger også på, at de bedste dage på aktiemarkedet ofte kommer umiddelbart efter store fald,« lyder det fra Peter Emil Bundgaard Mondrup, der uddyber:

»Historiske data viser samtidig, at man med en tilpas lang tidshorisont markant reducerer risikoen for at tabe penge. Er man kortsigtet og køber sine aktier med henblik på at sælge dem efter få måneder, har den historiske risiko for at tabe penge været høj.«

Danske Bank-strategen mener, at investorer med fordel kan gå efter at købe kvalitetsselskab, hvis man gerne vil have enkeltaktier i porteføljen, dvs. robuste selskaber med gode balancer og en forudsigelig indtjening, fordi de kan holde til, at det stormer på aktiemarkedet.

Du kan prøve kræfter på aktiemarkedet uden at investere for rigtige penge ved at bruge Euroinvestors porteføljeværktøj gratis. Du logger ind på Euroinvestor i menuen øverst til højre på sitet. Du kan også klikke videre på de enkelte aktier i artiklen ovenfor og få mere information om virksomhedernes afkast, forretningsmodel samt en række nøgletal.

Læs også: Kommentar af Lars Seier Christensen: Forstå krypto og blockchain på et øjeblik

Læs også: Nordea: Investorerne frygter ikke kun hans næste træk