Du skal forberede din portefølje på, at verdens største økonomi bliver sendt ud i en økonomisk nedtur.

Det er rådet fra Danske Banks globale chefstrateg, Frank Øland. Han følger nøje den amerikanske centralbanks indædte kamp for at bekæmpe inflationen. Våbnet er rentestigninger, men det er et tveægget sværd, for centralbanken risikerer at sende USAs økonomi ud i en recession, forklarer han i en kommentar.

Læs også: Novo-aktien har købsanbefalinger på stribe

Du bør derfor have en »neutral vægt« af aktier i din portefølje, lyder rådet.

»Det vil sige, at vi aktuelt anbefaler investorer at have samme andel aktier i deres portefølje, som de forventer at have på længere sigt. Tiden er ikke til en overvægt i aktier,« forklarer han.

Det er en henvisning til den populære investeringstilgang, hvor ens portefølje består af 60 pct. aktier og 40 pct. obligationer. Det gælder ifølge Danske Bank også om at have bestemte aktier i porteføljen, påpeger Frank Øland.

Læs også: USAs største bank: Novo Nordisk-aktien er mere værd

»Samtidig anbefaler vi investorer at have nogenlunde balance mellem defensive og cykliske sektorer – dvs. mellem aktier i sektorer, der ikke er så konjunkturfølsomme, og aktier i sektorer hvor indtjeningen og aktiekurserne typisk svinger mere i takt med de økonomiske konjunkturer,« forklarer Frank Øland.

Han hæfter sig ved, at investorer tror på, at det er muligt for centralbankerne at opnå en såkaldt »blød landing«. En »blød landing« dækker over, at det lykkes at få inflationen ned, uden at økonomien havner i en recession.

»Man kan godt sige, at det er en meget smal landingsbane, centralbankerne har fået. Hvis ikke vi ryger ud til den ene side og ender i recession, så er der ikke langt over til den anden side, hvor høj inflation og højere renter kan føre til en endnu dybere recession på et senere tidspunkt,« forklarer han.

Læs også: Lille dansk selskab i rekord – fortsætter kursen mod hovedbørsen

Det er muligt, at USA får en »blød landing«, men det er på ingen måde givet, understreger chefstrategen.

»Den bløde landing har næsten mytisk karakter. Den er sjælden, og sidst det skete er for snart 30 år siden,« påpeger Frank Øland.

Den amerikanske centralbankchef Alan Greenspan formåede ifølge ham at lave en blød landing i 1994. Udover det er der ifølge chefstrategen ikke mange eksempler på vellykkede bløde landinger. Eksempler på bløde landinger så man ifølge Alan Greenspan i 1964 og 1984.

Læs også: Gigant i uhyggelig nedtur – udskyder regnskab efter sent opkald fra børstilsyn

Læs også: Muligt børseventyr kollapser: Nu kritiserer eksperter særligt forhold