Europæisk kæmpe fyrer 16.000: Aktien skyder i vejret

Fødevaregiganten Nestle svinger sparekniven.
Det schweiziske selskab vil nemlig skære hele 16.000 stillinger væk i et forsøg på at sætte turbo på at vende skuden under den nye direktør, Philipp Navratil.
Det skriver CNBC.
Det drejer sig om 12.000 stillinger, mens yderligere 4.000 roller reduceres over de næste to år.
Spareplanen skulle oprindeligt indbringe 2,5 mia. schweizerfranc, men målet er nu 3 mia. schweizerfranc - svarende til cirka 23 mia. kr. - ved udgangen af 2027.
På trods af fyringerne kom Nestle ud af tredje kvartal med en bedre vækst end ventet, og det får aktieanalytiker Jon Cox, chef for europæiske forbrugeraktier hos Kepler Cheuvreux, til at juble.
»Overordnet set er det ekstremt positivt, og det ser bestemt ud til, at selskabet rent operationelt har vendt et hjørne med den bedre præstation, samtidig med at ledelsesuroen hen over sommeren forsvinder i baggrunden,« udtaler Jon Cox til CNBC.
Ledelsesuroen stammer fra, at den tidligere topchef, Laurent Freixe, i starten af september blev fyret efter kun et år på posten. Årsagen var, at han undlod at oplyse om et romantisk forhold til en direkte underordnet.
Aktierne i Nestle stiger med hele 8,2 pct. torsdag formiddag efter meddelelsen.
Læs også: Nordea lander bedre end ventet: Tjener 9 mia. kr.
Læs også: Her er overblikket over det nye bud fra Innosera på vaccinekæmpe

Stor guide: 57 geniale gaver
