Henter kommentarer

Investeringsstrateg om nyt Bavarian-bud: Fedtet

Investeringsstrateg i ArthaScope Lars Hytting.
Investeringsstrateg i ArthaScope Lars Hytting. Foto: wichmann+bendtsen
Vis mere

Det bud, de to kapitalfonde Nordic Capital og Permira onsdag har præsenteret Bavarian Nordic-investorerne for, er alt for lavt. 

Sådan lyder det fra Lars Hytting, der er investeringsstrateg i Artha Scope, ifølge Finans.

»Det er lidt et fedtebud, og jeg tror, at hvis man vil højere op end de 26 pct. og nærme sig de 75 pct. af aktierne, så skal man genbesøge sine regneark,« siger han til mediet.

Nu lyder buddet på 250 kr. pr. aktie mod det oprindelige tilbud på 233 kr. pr. aktie. Det kom frem onsdag aften.

Her stod det også klart, at kun 25,7 pct. af investorerne har takket ja til det første bud, og at der ikke vil komme et højere bud.

Tilbudsperioden er forlænget til den 5. november, og alle aktionærer, der sagde ja til det første bud, er også omfattet af det nye bud.

5 pct. af aktiekapitalen har accepteret det nye bud. Det bringer den samlede accept op på 31 pct.

ATP, som er storaktioner og har en beholdning på over 10 pct., er ikke med i acceptgruppen.