Henter kommentarer

Gift eller i parforhold? Disse regler bør du kende


Man siger ja til at holde sammen i medgang og modgang, når man bliver gift.

Alligevel er det knap hvert andet gifte par, der ender med at blive skilt. I 2020 lød skilsmisseprocenten i Danmark på 47 pct.

Selvom man er i et lykkeligt ægteskab eller parforhold, er det ifølge Camilla Schjølin Poulsen, privatøkonom i Nykredit Wealth Management, klogt at kende til reglerne.

Overvejelser til dem, der er gift

Går man fra hinanden, er hovedreglen, at hvert par beholder sin egen pensionsopsparing - også selvom der er stor forskel i værdierne. Det skyldes, at man må beholde en pension intakt, hvis man har indbetalt, hvad der er normalt for ens stilling og lønniveau, forklarer privatøkonomen.

»Og dermed er det helt naturligt, at eksempelvis en ingeniør har en større pensionsopsparing end en butiksassistent. Kun hvis man har indbetalt ekstraordinært meget, og måske endda med fælles penge, kan en kompensation til den anden part eventuelt komme på tale,« skriver Camilla Schjølin Poulsen i en kommentar.

Derfor bør man som par sætte sig ned og kigge på pensionsopsparingerne.

Synes man ikke, at pensionerne er retfærdigt fordelt, kan man lave en ægtepagt, hvor man
på forhånd aftaler, hvordan værdien af pensionerne skal deles i tilfælde af skilsmisse.

»Det kan for eksempel være oplagt hvis den ene part har taget lange barsler og været på deltid for at få familielivet til at gå op, og dermed ikke har haft mulighed for indbetale så meget til sin pension, som partneren har.«

Modsat pensionerne er hovedreglen med al øvrig formue, at man i et ægteskab har fælles formue. Det betyder, at man deler værdien af alle aktiver med 50 pct. til hver i tilfælde af skilsmisse.

Nogen ønsker måske, at nogle aktiver skal være særeje og dermed ikke til deling ved en eventuel skilsmisse. Eksempelvis et familiesommerhus, penge man har arvet fra sin familie eller egen virksomhed.

»I så fald bør man igen her nedfælde sine ønsker i en ægtepagt, som underskrives af begge parter og tinglyses. Ægtepagten regulerer hvad der sker med udvalgte aktiver, hvis ægteskab opløses i tilfælde af enten skilsmisse og dødsfald,« lyder det fra Camilla Schjølin Poulsen, der anbefaler, man får en advokat til at udfærdige ægtepagten.

Man slipper selv for at lave ægtepagt påpengene, når man en dag arver, hvis ens forældre har sørget for, at ens fremtidige arv bliver givet som særeje.

»I så fald skal man bare huske, at pengene kun forbliver som særeje, hvis man hele tiden kan følge pengene og de bliver stående i ens eget navn, for eksempel i et sommerhus eller et værdipapirdepot.«

Overvejelser til dem, der er i parforhold

Er man ikke gift, men i et parforhold, er hovedreglen, at hver person forlader forholdet med alle de aktiver, de hver især ejer. Dermed er der ingen formuefordeling som i et ægteskab, og det er uanset om man har børn sammen eller ej samt har boet sammen i lang tid.

»Igen kan man heldigvis frit aftale hvad begge parter synes er rimeligt. Som samlevende kan det ske via en samejeoverenskomst, som man laver over udvalgte aktiver, for eksempel et fælles hus. Dermed er der på forhånd taget stilling til, hvad der skal ske med huset, i det tilfælde at man senere går fra hinanden,« skriver Camilla Schjølin Poulsen, der igen anbefaler, man allierer sig med en advokat.

Hun medgiver, at det kan være grænseoverskridende for sin ægtefælle eller samlever, at man vil tale om særeje eller ægtepagt, fordi det for mange kan tolkes, som om man ikke tror på forholdet.

Derfor bør man se det som en brandforsikring på huset.

»Det gode råd er at betragte det som en brandforsikring på huset – man kan ikke undvære den, men håber på, at man aldrig får brug for den.«

Læs også: Få aktier skjuler det sande billede - populære aktier i uhyggelig nedtur

Læs også: Corona-stjerne i voldsom nedtur - halveret siden kurstoppen