Her er dagens væsentligste markedsnyheder fra de danske finansmedier
Mødet alle venter på: Disse aktier vil blive påvirket
Fredag morgen amerikansk tid holder Federal Reserves formand, Jerome Powell, sin imødesete tale på det årlige centralbanksymposium i Jackson Hole, og investorer verden over vil lytte med for muligt nyt om en kommende reduktion af Feds kvantitative lempelser.
Og det kan især blive spændende for flere aktiegrupper, skriver Bloomberg News. Der er især tale om bankaktier, teknologiaktir, vækstaktier samt mineaktier. Læs mere om hvilke aktier der vil være i fokus i artiklen her.
Nordnet om den frygtede ændring: December-udmelding ikke usandsynlig
Der er grund til at tro, at Fed først vil signalere en neddrosling af dets obligationsopkøbsprogram i december. Det vurderer Nordnets investeringsøkonom Per Hansen i et skriv forud for det pengepolitiske Jackson Hole-topmøde fredag eftermiddag dansk tid.
»Investorerne kan formentlig tage det roligt i pengepolitisk henseende lidt endnu, men bør ikke være helt uforberedte på at der sker noget i slutningen af 2021,« vurderer Nordnets investeringsøkonom Per Hansen. Læs mere om hans vurdering og få styr på »tapering«-diskussionen her.
For første gang siden pandemien: Forsigtigheden kryber ind hos amerikanske investorer
For første gang siden pandemiens start er forsigtigheden krøbet så meget ind hos de amerikanske investorer, at de har reduceret deres gearinger, hvilket vil sige, at de låner færre penge til at investere for. Det skriver Financial Times
»Man er nødsaget til at tænke, at "min overbevisning er måske rigtig, men betyder det noget?". På grund af måden markedet har handlet, er det ikke nødvendigvis de rene fundamentaler, som driver beslutningerne længere, kommenterer Mark Aldoroty, chef for primære ydelser hos Pershing, til mediet.
Svensk storbank spår medvind til dansk folkeaktie – men anbefaler at sælge den
Der er grund til at tro, at Vestas-aktien vil stige i kurs på kort sigt, men svenske Handelsbanken holder alligevel fast i sin sælg-anbefaling på vindmølleaktien.
»Aktien vil formentlig være inde i et positivt momentum på kort sigt, idet investorerne nu ser frem mod klimatopmødet i Glasgow i slutningen i oktober,« lyder det fra bankens aktiestrateg Haider Anjum og senior aktiestrateg Michelle Nørgaard. Læs mere om vurderingen af aktien her.
Markedstendenser
»Her til morgen hersker der en blandet stemning på de asiatiske aktiemarkeder, hvor særligt tre faktorer er med til at begrænse risikoappetitten. Forsigtigheden skyldes således usikkerheden omkring udmeldingerne fra Fed-chef Powell senere i dag i sin tale ved Jackson-Hole symposiet, usikkerheden omkring fremtidige regulatoriske tiltag i Kina samt gårsdagens svage udvikling på de amerikanske aktiemarkeder i kølvandet på bombeattentatet i Afghanistan,« skriver Handelsbanken i en morgenrapport.
Futures for det tyske DAX-indeks, der er en god rettesnor for udviklingen på det danske marked, indikerer fredag morgen et fald på 0,13 pct.
Dagens tal og begivenheder
Smallcap Danmark - Q2
Newcap - Q2
MT Højgaard - Q2
Strategic Inv - Q2
Tale fra Fed-chef Jeremy Powell i forbindelse med Jackson Hole
Følg med i de kommende begivenheder, der kan rykke de finansielle markeder, i Euroinvestors opdaterede kalender med både regnskaber og økonomiske nøgletal.
Læs også: Sådan scorer du kassen: 10 tricks til lønsamtalen
Læs også: Danske topinvestorer i fælles front for borgerne i Afghanistan