Eliteindekset C25 har god vind i sejlene, efter at Mærsk har opjusteret forventningerne til helåret med 41 mia. kr.
DSV-aktien ligger med fremme efter et opløftende regnskab fra konkurrenten Kuhne+Nagel, mens Tryg-aktien hænger i bremsen, efter at den dårlige stemning på finansmarkederne har ramt investeringsafkastet i første kvartal.
Og blandt sidepapirerne blæser Sydbank op efter en opjustering mandag efter lukketid og trækker Jyske Bank, der opjusterede forventningerne i sidste uge, og Danske Bank, der kommer med regnskab på fredag, med op.
Alt i alt stiger C25-indekset med 0,4 pct. til 1746,97 efter et fald mandag på 0,8 pct. og fredag med 1,6 pct.
Læs også: Dyrere regning på vej til hundredtusindvis danskere
- USA vendte rundt i går til pæne plusser, og igen er der kommet lidt meldinger fra Kina, hvor man er parat til at støtte til økonomien. Og det sender de finansielle markeder op i dag, siger Martin Munk, der er senioraktierådgiver i Jyske Bank, til MarketWire.
Han hentyder til, at den kinesiske centralbank tirsdag har lovet at øge støtten til økonomien i et forsøg på at berolige investorerne, efter at de finansielle markeder har fået en mavepuster fra forværrede vækstudsigter og trusler fra udbredte covid-nedlukninger.
- Men det er stadig meget volatilt med inflation, renterme, krigen i Ukraine, flaskehalse - der er masser af lamper, der blinker fortsat, siger Martin Munk.
Læs også: Lau Svenssen: Fødevarepriserne går agurk
Transport- og logistikgiganten Mærsk har opjusteret forventningerne til i år og ser nu et underliggende driftsresultat før af- og nedskrivninger (EBITDA) på omkring 30 mia. dollar mod tidligere ventet omkring 24 mia. dollar i horisonten.
Opjusteringen svarer dermed til godt 41 mia. kr. med tirsdagens valutakurser.
Analytikerne havde allerede delvist lugtet lunten, da konsensus inden meldingen var på 28,7 mia. dollar, viser estimater indsamlet af Mærsk selv frem til den 19. april.
- Den stærke markedsudvikling er fortsat ind i andet kvartal, og normaliseringen ventes fortsat. Spørgsmålet er, hvornår den kommer, siger Martin Munk.
Læs også: Købelysten stiger: Danskere står på spring til at købe bolig
Mærsk er også kommet med enkelte tal for første kvartal. Det underliggende driftsresultat før af- og nedskrivninger (EBITDA) endte således på 9,2 mia. dollar mod ventet 8,4 mia. dollar. Mærsks B-aktie stiger 5,4 pct. til 19,135 kr. efter mandagens fald på 4,3 pct.
DSV følger trop med en stigning på 1,9 pct. til 1151 kr. efter et bedre end ventet regnskab fra konkurrenten Kuhne+Nagel. Her hæfter analytikerne sig blandt andet ved bedre end ventede priser inden for luft- og søfragt. DSV aflægger selv regnskab for første kvartal onsdag morgen.
Læs også: Aktiechef: Disse C25-aktier kan tabe i kampen mod inflation
Sydbank bliver belønnet efter mandagens sene opjustering, enkelte regnskabstal og en række løftede kursmål siden da. Aktien stiger 5,9 pct. til 264,80 kr.
Sydbank venter nu et overskud efter skat på 1350-1550 mio. kr. i år mod tidligere ventet 1150-1450 mio. kr., oplyste banken efter børslukketid mandag.
Efter opjusteringen har Carnegie og Handelsbanken løftet deres kursmål for bankaktien. Førstnævnte har skruet op til 280 kr. fra 260 kr., og Handelsbankens kursmål er blevet sendt helt op i 370 kr. fra 320 kr. - begge finanshuse gentager anbefalingen "køb". Også Danske Bank og Nordea har løftet deres kursmål for Sydbank.
Opjusteringen trækker også Danske Bank og Jyske Bank med op med stigninger på op til 2,5 pct.
- Opjusteringen fra Jyske Bank i sidste uge burde have givet en indikator - men bankerne hives med op på Sydbanks melding fra i går, siger Martin Munk.
Læs også: Nu er spritnyt 3,5-procentlån på vej i spil til boligejerne: "Det er ret vildt"
Forsikringsdriften udviklede sig lidt bedre end ventet hos forsikringskoncernen Tryg i første kvartal. Men et stort negativt investeringsresultat trækker kraftigt i modsatte retning og svækker bundlinjen.
- Når man ser på det forsikringstekniske resultat, var det bedre end ventet. Men investeringsresultatet skuffer - og det er nok det, der presser aktien i dag, siger Jyske Banks senioraktierådgiver.
Det forsikringstekniske resultat steg ellers til 754 mio. kr. fra 751 mio. kr. i samme periode året før. Her havde analytikerne ventet et fald til 720 mio. kr., viser estimater indsamlet af Tryg selv.
Men det samlede investeringsresultat opgøres omvendt til minus 284 mio. kr. mod et ventet positivt resultat på 143 mio. kr. Tryg-aktien falder 2,4 pct. til 163,95 kr.
Læs også: Danske fonde skrotter aktier for milliarder i Rusland
Vestas, der falder 2 pct. til 185,86 kr., kan senere tirsdag få opmærksomhed på baggrund af regnskab fra den amerikanske konkurrent General Electric.
Össur fik en vækst i salget på 10 pct. målt i lokal valuta til 170 mio. dollar i første kvartal, mens indtjeningen faldt til 9 mio. dollar fra 11 mio. dollar. Proteseproducenten fastholder forventningerne til 2022. Aktien falder 1,4 pct. til 37,95 kr.
.\˙ MarketWire