Der er grund til at tro, at aktiekurserne falder, hvis investorerne først for alvor begynder at frygte en økonomisk nedgang.
Det vurderer Nordeas senior investeringsstrateg, Simon Kristiansen, i en kommentar mandag morgen. Det sker på et tidspunkt, hvor aktiemarkedet har budt på store udsving og kursfald på kursfald.
Det toneangivende S&P 500-aktieindeks er faldet syv uger i træk, hvilket er den længste periode med fald siden 2001, bemærker Handelsbanken. Det smallere, amerikanske Dow Jones-aktieindeks er faldet otte uger i streg, hvilket ikke er set siden 1923.
Læs også: Sydbank til Vestas-investorer: Det understreger vigtig pointe – og kan løfte aktiekursen
»Generelt er stemningen og tilliden blandt investorerne for tiden vaklende, og derfor skal man forvente, at volatiliteten på markedet vil fortsætte, indtil der opstår mere klarhed om udviklingen i renterne og den globale økonomiske vækst på længere sigt,« lyder det fra Simon Kristiansen, der fortsætter:
»Prisfastsættelsen af aktier afspejler forventningerne til den fremtidige indtjening, og hvis investorerne begynder at frygte økonomisk nedgang og dermed faldende indtjening, så falder aktiekurserne.«
Læs også: Saxo Bank: Disse aktier er en oplagt købsmulighed – de er historisk billige
Han påpeger, at de to kendte selskaber, Target og Walmart, i den forgangne uge begge blev sendt ud i markante kursdyk, fordi deres indtjening var pressede af kraftigt stigende inputpriser. Konsekvensen var, at både Target og Walmart oplevede det største fald i deres aktiekurser på én dag siden 1987, bemærker Simon Kristiansen.
Han lægger vægt på, at Target og Walmart sektormæssigt hører til henholdsvis Cyklisk forbrug og Stabilt forbrug. »Det er to sektorer, som vi p.t. anbefaler at undervægte blandt andet på grund af forventninger om faldende marginer og aftagende efterspørgsel blandt forbrugerne,« bemærker man hos Nordea.
Læs også: Strateger om slagtet dansk aktie: Det er et godt tidspunkt at købe den
Læs også: 3 mulige vinderaktier i en recession: 'Den danske aktie er mit førstevalg'
