Henter kommentarer

Ny handelsplatform går i luften med billig investering: 'Vi har de absolut skarpeste priser i Danmark'


Langt flere danskere skal bruge aktiemarkedet til at styrke deres privatøkonomi og opsparinger. 

Sådan lyder det fra den nye danske handelsplatform Endavu, der nu for alvor går i luften. Som trækplaster tilbyder handelsplatformen blandt andet kurtagefri handel med amerikanske aktier. Det vil sige, at handelsplatformen ikke tager et gebyr, hvis man eksempelvis ønsker at købe aktier i selskaber som Apple, Microsoft eller Nvidia. 

»Hvis det koster 100 kr. i minimumskurtage, så skal du enten være virkelig god til at investere eller investere for høje beløb. Så derfor har vi justeret kurtagen, så vi har de absolut skarpeste priser i Danmark,« siger Martin Roland Knudsen, der er medstifter og administrerende direktør i Endavu. 

Læs også: Dansk storbank ændrer mening om C25-aktie: Ser kursfald som opkøbsmulighed

Udover at tilbyde billig handel ønsker Endavu også at tiltrække flere investorer ved at tilbyde såkaldt fractional investing. Det vil sige, at man kan købe en andel af en aktie, således at man ikke behøver at have eksempelvis knap 10.000 kr. til at købe en Mærsk-aktie. 

Platformen kommer dog stadig til at kræve minimum 10 kr. i kurtage eller 0,07 pct. på handel med danske aktier. 

Hvorfor er det på de amerikanske aktier i tilbyder kurtagefri handel og ikke de danske aktier, når nu i er en dansk platform?

»Det er primært fordi, de fleste hos os handler amerikanske aktier. Og særligt unge mennesker. Derfor vil vi gerne gøre det muligt for dem at handle for små beløb, så det bliver nemmere at komme i gang,« siger Martin Roland Knudsen og fortsætter: 

»Hvis du kigger på vores prisliste, tager vi 10 kr. i minimumskurtage for danske aktier, så det er jo også småpenge og meget konkurrencedygtigt. Vi vil da gerne sætte det ned til nul, men selvom vi har markant lavere omkostninger end konkurrenterne, er der stadig nogle omkostninger der skal dækkes.«

Læs også: Manchester City-stjerne 'plyndrer' 50.000 aktier

Kigger man på, hvad de konkurrende handelsplatforme tager i gebyr for handel med danske aktier, ligger Endavu en smule lavere. 

Nordnet tager 29 kr. i mimimumskurtage for handel med danske aktier eller 0,10 pct. for sine standarkunder. Hos Saxo Bank tager man også 10 kr. i minimumskurtage eller 0,08 pct. for handel med danske aktier for sine Classic-kunder. 

Når det kommer til handel med amerikanske aktier tager Saxo Bank mimimum 1 dollar eller 0,08 pct. i kurtage, mens Nordnet tager minimum 13 dollar eller 0,15 pct. for handel med amerikanske aktier. 

Ifølge Martin Roland Knudsen har den nye handelsplatform ikke tænkt sig, at sætte priserne op på den amerikanske aktiehandel. 

»Det er et vedvarende koncept. Vi vil gerne hjælpe flere danskere igang med at investere og give de danske investorer et højere afkast, fordi de skal betale mindre i kurtage,« siger han. 

Læs også: Mikael målløs over opkrævning: 'Det kan da ikke passe'

Som Euroinvestor tidligere har beskrevet, har den danske handelsplatform været tilgængelig i begrænset omfang siden starten af januar. Nu er begrænsningerne for antallet af brugere fjernet og appen klar til download. Målet er at få mange flere danskere til at investere, da det ifølge Martin Roland Knudsen er »den mest rationelle måde at spare op til fremtiden, såfremt du har en diversificeret portefølje og har en lang tidshorisont.«

»Vi har et par tusinde brugere, og vi ser rigtig god vækst. Vores ambition er, at levere så god en investeringsoplevelse som muligt, og vi håber bare på, at flere danskere tager godt imod det og tilslutter sig. Vi er glade for hver og en, der gør det,« siger han. 

Millionærklubben byder torsdag 23. maj indenfor til Millionærklubben Eksklusiv. Det skal handle om energi- og råvaremarkederne, og hvordan priserne på de globale råvaremarkeder vil blive påvirket af disse nye dagsordener fremover, og om der findes oplagte investeringsmuligheder i lige præcis de bevægelser. Debatten styres af Millionærklubbens faste vært, Bodil Johanne Gantzel, og i panelet kan du møde: Ole Hansen, chefstrateg fra Saxo Bank, Arne Lohmann Rasmussen, chefanalytiker i Global Risk Management og Lau Svenssen, fast deltager i Millionærklubben og chefanalytiker hos Svenssen og Tudborg. Billetter kan købes her: https://www.euroinvestor.dk/nyheder/kommende-arrangementer