Torsdag stod der nedtur på menuen for de amerikanske aktier, men faldene er muligvis kun lige begyndt.
Sådan lyder det fra Per Hansen, der er investeringsøkonom i Nordnet i en kommentar fredag morgen.
Han påpeger, at aktiemarkedet er steget ret markant de seneste fem måneder, men de seneste uger har den optur ikke kun været sat på hold, men flere aktier har været under »kurspres.«
Disse kursfald kan forklares med, at investorerne hjemtager gevinster i aktiemarkedet generelt og sælger ud af de selskaber, som er steget mest.
I USA er det først og fremmest techgiganterne, der relaterer sig til hypen omkring kunstig intelligens. Samtidig er det også gevinsthjemtagning og kurssvaghed i de tre »fede aktier«, Novo Nordisk, Eli Lilly og Zealand Pharma. Alle tre medicinalselskaber er steget kraftigt på det store fokus på fedmemedicin.
Her opstiller Per Hansen muligheden for, at der kan være tale om en 5 pct. korrektion, som er på vej og måske allerede har været i gang i et stykke tid.
Læs også: Det tegner sig til at blive 'ekstremt blodigt': Men et selskab står stærkt
Og her kan det give god mening at have et øje på markedsrenterne, lyder rådet fra økonomen.
»Fed (den amerikanske centralbank red.) trækker tiden med hensyn til lavere renter, og i mellemtiden kravler markedsrenterne lidt op. Det kan måske være den snigende grund til, at investorerne på den ene side forventer gode kvartalsregnskaber de kommende uger, men samtidig også frygter, at aktierne kortsigtet kommer til at mangle ny energi, bliver mere rentefølsomme og der kommer øget fokus på prisfastsættelse,« siger han.
Læs også: Han investerer, når markedet dykker - galt eller genialt?
Men ligger Danmark så i læ fra aktie-modvinden?
Det kan man ikke være sikker på, lyder det fra Per Hansen.
Lige nu viser Novo Nordisk lidt kurssvaghed, og mere gevinsthjemtagning kan dermed ikke udelukkes.
»Forude venter kvartalsregnskaber, og en opjustering tidligt på året kan ikke helt udelukkes, hvilket vil være kursunderstøttende. Hvis den udebliver, kan det i sig selv forstærke gevinsthjemtagning,« siger han.
Denne tendens kan også ramme andre danske selskaber, som er steget meget som NKT og Zealand Pharma.
Hvis man kigger på det bredere danske marked, så er risikoen for en større dansk nedtur dog alt i alt mindre, lyder det fra investeringsøkonomen, som tilføjer:
»Selvom kursfald et sted formentlig vil smitte af på andre i bedste eller værste »når det regner på præsten, drypper det på degnen«-stil.«
Læs også: Aktien blev sendt ned efter milliardopkøb - men Jyske Bank er fortsat positive
Læs også: Aktiechef kigger på privatinvestors portefølje – det bør han gøre anderledes

Aktiechef sætter ord på Vestas

Ørsted i blodrødt underskud
























