Henter kommentarer

Satser massivt på Jyske Bank - tror kursen kan ramme 500 kr.


Jyske Bank-aktien er buldret op onsdag, men der er plads til flere kursstigninger, lyder vurdering.

Det mener mangeårige investor Jens Løgstrup, der har længe været varm fortaler for Jyske Bank-aktien.

»Jyske Bank-aktien udgør langt den største andel af min portefølje, og med de tal, som jeg kender nu, vil jeg tidligst begynde at overveje at sælge ud af min position, når vi når niveauet omkring kurs 450-500 kr.,« udtaler han og tilføjer:

Læs også: Strateger: Disse aktier er 'for billige til at ignorere'

»Jeg har Jyske Bank-aktier for et mindre trecifret millionbeløb, for det er en aktie, som jeg virkelig tror på.«

Jyske Bank-aktien er allerede steget 17,5 pct. i år, og det er vel og mærke sket i et faldende marked, bemærker Jens Løgstrup. C25-aktieindekset er til sammenligning faldet 5,5 pct. siden aktieåret blev skudt i gang. Der er flere grunde til, at Jens Løgstrup ser et potentiale i aktien.

Læs også: Jyske Bank-aktien flyver op - det er der sket

»Jeg har et rigtig godt indtryk af Jyske Bank. Det er en af de billigste banker målt på alle nøgletal. Vi har for eksempel en indre værdi i banken svarende til en aktiekurs omkring 500 kr, mens kursen er under 400,« udtaler han.

For ham at se så evner Jyske Bank at holde på de dygtige folk, mens vi med hans ord »alle kan komme i tanke om større danske banker, der ikke har formået det samme.«

Læs også: Danske Bank-strateg: Hvis du er optimist, kan du købe disse vækstaktier

Jyske Bank-aktien er også attraktiv, fordi banken har iværksat nogle »pæne« aktietilbagekøb, vurderer Jens Løgstrup. Det er aktietilbagekøb, som han forventer fortsætter.

»Hvis man kan bruge ens overskud til at købe ens egne aktier, så er aktietilbagekøbene med til at vende stemningen omkring aktien, fordi dem, der ikke tror på aktien, bliver købt ud,« forklarer han.

Jens Løgstrup vurderer, at vi står over for flere rentestigninger i år. Det vil Jyske Bank - ligesom andre banker - nyde godt af, og derfor vil der ske et skifte i markedet, mener han. Han er overbevist om, at bankaktier igen kommer på mode, efter de har været ude i kulden på grund af blandt andet lave renter.

Du kan prøve kræfter på aktiemarkedet uden at investere for rigtige penge ved at bruge Euroinvestors porteføljeværktøj gratis. Du logger ind på Euroinvestor i menuen øverst til højre på sitet. Du kan også klikke videre på de enkelte aktier i artiklerne og få mere information om virksomhedernes afkast, forretningsmodel samt en række nøgletal.

Læs også: Aktiechefen forudså, hvad der vil ske – det tror han venter os nu

Læs også: Lau Svenssen: Der er udsigt til en bear market test – 20 pct. dyk fra toppen