Henter kommentarer

Sundhedsinvestor om vigtigt år for dansk biotekkæmpe: Der kommer til at ske mange ting


Den danske biotekkæmpe Genmab går efter et hårdt 2023 et spændende år i møde, hvor det forventes at selskabet vil præsentere data for flere vigtige potentielle lægemidler. 

Sundhedsinvestor Claus Johansen, der er på vej i luften med fonden Global Health Invest, der skal investere i globale biotek- og medicinalselskaber. Han forventer at Genmab bliver en del af fondens portefølje og vil derfor følge udviklingen tæt: 

»Jeg mener, at markedet har glemt lidt, at der også er noget i Genmabs pipeline. Der er mange ting, der kommer til at ske næste år,« siger han til Euroinvestor. 

Læs også: USA eller Kina? Her vil aktiechefen og aktiestrategen fiske aktier med 'klækkelig rabat'

Genmab blev i 2023 sendt ned med 28,1 pct. af investorerne på børsen. Men flere analytikere og finanshuse - eksempelvis Jyske Bank - tror på, at aktien kan få medvind i 2024, hvis der blandt andet lander positive data på arvefølgeren til det storsælgende kræftmiddel Darzalex, der går under navnet Hexabody-CD38. 

Patentet på Darzalex står nemlig til at løbe ud omkring 2030, og derfor er det vigtigt for selskabet at få en erstatning på plads inden da.  

Positive data på den potentielle arvtager efter Darzalex, kan måske blive en kurstrigger for Genmab, da det kan få partneren Johnson & Johnson til at udnytte den option, som selskabet har på at blive partner på det nye middel. Hvis det sker, vil Genmab stå til at modtage omkring 1 mia. kr., har Jyske Bank vurderet

»Selvfølgelig er det vigtigt, om Johnjon & Johnson udnytter optionen. Hvis der er super gode data, så har Genmab og Johnson & Johnson et meget effektivt lægemiddel, de kan sælge mod slutningen af 2040 eller længere endnu,« siger Claus Johansen. 

»Men spørgsmålet er lidt, hvad markedet har priset ind. Og jeg ser bare, at der er lige så mange muligheder i deres pipeline ud over Hexabody-CD38. Så er det virkelig så afgørende,« spørger sundhedsinvestoren retorisk. 

Læs også: Økonom ser 'bemærkelsesværdig' aktieudvikling: Holder øje med muligt trendskifte

Claus Johansen påpeger blandt andet, at Genmab i løbet af 2024 vil præsentere fase-2 data for immunterapi-midlet Gen-1046, der potentielt kan hjælpe cancer-patienter med lungekræft.

»Der findes nogle antistoffer, man kan give til cancer-patienter, for at aktivere deres immunforsvar. Og Merck har et middel, der hedder Keytruda, og det sælger for 24 mia. dollar i år. Det er det største produkt nogensinde, indenfor cancer,« fortæller Claus Johansen og tilføjer: 

»Spørgsmålet for Genmab er, om man kan lave et middel, der hjælper nogle patienter på en endnu bedre måde. Det får vi data på i 2024 - og det er klart, at hvis man sidder og kigger ind i et marked, der er 30 mia. dollar værd og kan få en bid af den kage, så er det en megen værdifuld option.«

Sundhedsinvestoren bider blandt andet mærke i, at Genmab i sin pipeline-opdatering fra december fortalte, at man allerede er i gang med at planlægge Fase-3 forsøg for midlet.

»Jeg læser det lidt sådan, at de gerne vil signalere til markedet, at de har en fornemmelse af, at det ikke er halvdårlige data, der kommer. Så udover Hexabody er det her en rimelig stor option.«

Læs også: Dansk gigant får hævet anbefaling hos Goldman Sachs

Overordnet set mener Claus Johansen, at markedet og investorerne har haft lidt for stort fokus på nogle specifikke elementer i Genmabs pipeline. 

»Min pointe er, at Genmab har en bred pipeline, men at den er meget tidlig i sin udvikling. Det vil sige, at vi ikke kender udfaldet af, hvordan det kommer til at gå,« siger han og tilføjer: 

»Men hvis du derisker din pipeline og bruger meget lave sandsynligheder for, at nogle af midlerne når i mål, men ser det som mange skud i bøssen, så er der alligevel værdi i den. Og det er den måde, jeg synes man skal se på Genmab, men jeg er også langsigtet investor.« 

Tænker du at markedet generelt har været for hårde ved Genmab?

»Ja det synes jeg,« siger Claus Johansen. 

Det er dog ikke kun Claus Johansen, der mener, at der kan være potentiale i Genmab-aktien. Hvis man kigger på, hvad de professionelle analytikere mener, så er de ganske positivt stemt overfor aktien.  

Ifølge data fra Bloomberg er der 27 analytikere, der dækker Genmab. Af dem har 15 en købsanbefaling, mens 8 har en hold-anbefaling. Kun 4 analytikere anbefaler at sælge. 

Det gennemsnitlige kursmål blandt analytikerne - altså gennemsnittet af den kurs, som analytikerne tror aktien skal i indenfor 12 måneder - er 2.655,7 kr. per aktie. 

Det indikerer et kurspotentiale på 23,5 pct. i forhold til kursen på omkring 2.150 kr. per aktie onsdag eftermiddag. 

Læs også: Storbank: Særlig investeringsstrategi er tilbage 

Læs også: Ser mere fremgang til amerikanske teknologiaktier