Henter kommentarer

Sydbank: 'Danske aktier kan få sværere ved at levere bedre afkast'


I et særligt scenarie kan danske aktier få baghjul af de andre europæiske markeder.

Sådan lyder vurderingen fra Sydbanks aktieanalysechef, Jacob Pedersen. Han peger også på, hvilke sektorer  som kan nyde godt af udviklingen.

EU står nemlig foran nye massive investeringer i forsvar, samtidig med at den kommende tyske kansler, Friedrich Merz, har stillet en stor fond på 500 mia. euro i udsigt.

»I det positive scenario får vi et investeringsdrevet opsving, der relativt vil reducere regningen for oprustningen, der ellers skal betales i fremtiden,« skriver Jacob Pedersen i en kommentar..

Et særligt karaktertræk ved det danske aktiemarked kan dog ende med at betyde, at de danske aktier ender med at se sløje ud i forhold til vores europæiske naboer ifølge aktieanalysechefen.

»Bliver historien om et nyt cyklisk opsving i europæisk økonomi mere udtalt, kan det overvejende defensive danske aktiemarked få sværere ved at levere bedre afkast end de europæiske aktier i det kommende år.«

Læs også: Analytiker advarer mod Tesla-kollaps - tror at det vil ske i år

Når man taler om cykliske og defensive aktier, så drejer det sig om, hvordan aktierne klarer sig i forhold til økonomien.

Cykliske aktier klarer sig bedst, når det går godt med økonomien, fordi indtjeningen for selskaberne bag afhænger af folks lyst til at bruge penge. Hvis man har det svært økonomisk, er man mindre tilbøjelig til at købe en ny bil for eksempel.

Man køber dog stadig medicin, selv når privatøkonomien er stram, og derfor bliver medicinalselskaber eksempelvis ikke så påvirket af de økonomiske konjunkturer. Men det betyder også, at disse selskaber typisk ikke skyder op, når økonomien skubbes i gang.

I Danmark er det især medicinalsektoren, som fylder på aktiemarkedet. Derfor er det danske marked altså mere defensivt. 

Læs også: Disse aktier er spurtet forbi alle andre - men nu spår ekspert dybe kursfald

Der var dog aktier, som reagerede meget positivt på planerne om store infrastrukturinvesteringer i Tyskland. Både kabelproducenten NKT og isoleringsgiganten Rockwool skød op på aktiemarkedet onsdag.

Men selvom investeringerne kan skabe optimisme, ser Sydbank ikke helt så rosenrødt på muligheden for store afkast, selvom de kan få positive effekter for visse sektorer.

»Initiativerne er godt nyt for en udvalgt skare af europæiske selskaber, der har aktiviteter inden for forsvar, vedvarende energi og infrastruktur. Noget bredt funderet indtjeningsopsving i Europa tvivler vi dog på, at initiativerne får – især på kort sigt.«

Sydbank påpeger, at på trods af de nye, store investeringer i infrastruktur og forsvar, som det europæiske kontinent nu kan se frem til, er de europæiske aktier stadig dyre sammenlignet med indtjeningen.

Læs også: 

Læs også: