Henter kommentarer

Udbetaling af feriepenge eller ej? Det skal du være opmærksom på

1000 kroner i sedler. Ialt er her fotograferet 250.000 kroner.
1000 kroner i sedler. Ialt er her fotograferet 250.000 kroner. Foto: Mads Nissen
Vis mere

Folketinget gav i sidste uge grønt lys til, at de resterende to ugers indefrosne feriepenge kan blive udbetalt.

Men er du i tvivl, om du skal ansøge om at få dine feriepenge udbetalt eller ej? Louise Aggerstrøm Hansen, privatøkonom i Danske Bank, kan måske gøre dig klogere.

Vær opmærksom på skatten

Hvis man vil bruge sine feriepenge nu, og derfor vælger at få dem udbetalt, skal man først og fremmest være opmærksom på skat.

Udbetalte feriepenge bliver beskattet som personlig indkomst, men hvis ens arbejdsgiver har indbetalt feriepengene til Feriekonto eller en feriekasse, er der allerede betalt skat af pengene.

Hvis ens årsindkomst kommer over grænsen for topskat, når feriepengene rammer kontoen, skal man betale 56 pct. i skat af feriepengene over grænsen.

Læs også: Skal du investere dine feriepenge? Få aktiestrategens bedste råd til at komme i gang

»Dermed kan du potentielt komme til at betale mere i skat ved udbetaling af pengene nu, end hvis du venter med at få dem udbetalt, til du går på pension,« lyder det fra Louise Aggerstrøm Hansen.

Man skal betale topskat af en årsindkomst på over 544.800 kr. efter 8 pct. arbejdsmarkedsbidrag.

Minusrenter og investering

Vælger man at få sine feriepenge udbetalt nu, fordi man vil bruge pengene som en ekstra buffer i ens økonomi, skal man ifølge Louise Aggerstrøm Hansen blandt andet være opmærksom på, at indlånsrenten kan være negativ.

»Vær opmærksom på, at indlånsrenten er i bund og i mange tilfælde negativ. Skal du først bruge pengene om nogle år, kan det derfor være en god idé at overveje at investere pengene frem for at lade dem stå kontant i banken,« siger hun.

Gem til pension

Ansøger man ikke om sine feriepenge, får man først nytte af dem, når man går på pension. Er en af grundene til, man vælger at lade feriepengene stå, fordi man har brug for at polstre sin pension, giver det ifølge Louise Aggerstrøm Hansen især god mening at lade pengene være hos Lønmodtagernes Feriemidler, der forvalter tilgodehavende feriemidler.

»En fordel ved at lade pengene stå hos Lønmodtagernes Feriemidler er, at de – modsat ratepensioner og livrenter – ikke modregnes i tillæggene til folkepensionen, når de udbetales i forbindelse med pensionering. Derfor kan det være en god idé at lade pengene stå hos Lønmodtagernes Feriemidler frem for at hæve dem og indskyde dem på en ratepension eller livrente,« forklarer hun.

Når pengene står hos Lønmodtagernes Feriemidler, bliver de løbende forrentet med et afkast, der er en kombination af lønudviklingen i samfundet og et markedsafkast fra en portefølje af aktier og obligationer.

Hvornår det bliver muligt at ansøge om at få sine feriepenge udbetalt, er stadig uvist, men af en ny bekendtgørelse fra Lovtidende fremgår det, at der senest åbnes for ansøgning 29. marts 2021, skriver Berlingske.

Her fremgår det også, at man senest 31. maj 2021 skal ansøge, hvis man vil have sine feriepenge udbetalt.

Læs også: Danmarks største investor vil have virksomheder til at gå i offensiven

Læs også: 5 tip til dit første aktiekøb