Henter kommentarer

Ung investor satser stort på big tech: 'De er blevet en del billigere'


De store amerikanske techaktier begynder at være billigere end de traditionelle valueaktier.

Det forklarer Joakim Bruchmann, direktør og medstifter af Pluto Markets, da han var med i mandagens afsnit af Millionærklubben. Pluto Markets er en dansk startup, der vil lancere en handelsplatform med kurtagefri handel.

Her fortæller han om, at han over de seneste tre måneder er begyndt at købe massivt op i amerikanske techaktier efter at have haft en del kontanter stående på sidelinjen.

Blandt andet har han købt op i Netflix, Alphabet, Meta og Tesla.

»De er blevet en del billigere,« understreger han.

Læs også: Forudser stigning i krisetegn: 'Nogle får problemer'

»Det er interessant at se, at traditionelle valueaktier som McDonald's, Colgate og Pepsi ligger med en P/E-værdi på et sted mellem 30 og 35,« siger den unge investor og fortsætter:

»Og nu kan du så købe disse techaktier, som stadig vækster og er hamrende profitable, med en P/E nede omkring 20 og 25.«

P/E-tallet giver et fingerpeg om, hvorvidt en aktie er dyr eller billig. P/E står for Price-Earnings, og tallet angiver, hvor meget du betaler for en krones overskud efter skat, hvis du køber aktien. Jo højere P/E-tallet er, jo dyrere er aktien.

Derfor hvis man kigger på P/E-værdien er disse techmastodonter billigere end de klassiske valueaktier, ifølge Joakim Bruchmann.

Læs også: Kapitalforvalterens 3 aktier til 2023 – 'en rigtig god investering'

»Disse mastodonter tjener styrtende med penge, og jeg vil mene, at der stadig er vækst tilbage,« siger han.

En række af de mest fremtrædende teknologiaktier er blevet samlet i det såkaldte FANG+-aktieindeks. Her finder man fem amerikansk techgiganter samt en række andre teknologiselskaber. Herunder findes blandt andet Meta, Apple, Netflix, Alphabet, Tesla og Twitter.

Siden årets start er FANG+-indekset på NYSE faldet med omkring 40 pct.

Du kan høre mandagens afsnit af Millionærklubben her:

Læs også: Droppet af Adidas: Nu stiller han op til præsidentvalget

Læs også: Boligøkonomer: Her vil renten ligge om et år