Henter kommentarer

Value-stjerne advarer mod aktieboble – her ville han sætte sine penge


Der er særligt to steder i aktiemarkedet, hvor det giver mening at sætte sine penge i.

Det mener investorlegenden Jeremy Grantham, der i interview med Bloomberg advarer om, at aktiemarkedet er meget tæt på at toppe. I januar i år forklarede den kendte investor i et brev til sine investorer, at aktiemarkedet ville nå en top i det sene forår eller tidlig sommer. Det er med andre ord nu her, men Jeremy Grantham holder fast i, at aktiemarkedet er for dyrt prisfastsat. Der er alligevel to steder, hvor han ville sætte sine penge.

Se listen: Saxo Bank fremhæver 25 spændende cyber security-aktier

»To områder, der er historisk lavt prisfastsat, er Emerging Market-aktier sammenlignet med S&P 500 (amerikansk aktieindeks, red.) og value-aktier i modsætningen til vækstaktier,« forklarer han nu over for Bloomberg.

Jeremy Grantham har tre gange tidligere forudsagt en aktieboble – i japanske aktier i 1980erne, i 1990erne op til da dot.com-boblen sprang, ligesom han var kritisk over for det amerikanske boligmarked op til Finanskrisen i 2007. Han har i hvert fald siden midten af 2020 advaret om, at dele af markedet var særlig højt prisfastsat.

Jeremy Grantham ser derfor også et potentiale i at have lidt kontanter på sidelinjen lige nu. Det giver dig ikke et afkast her og nu, og derfor bør investorer heller ikke have sine penge placeret på sidelinjen i årtier, bemærker han. Value-investoren lægger dog vægt på, at kontanterne giver investorer noget manøvrerum, hvis der skulle opstå en interessant mulighed i aktiemarkedet.

Se også: Aktieordbog: Det betyder investeringsbegreberne

Jeremy Grantham har længe advaret om, at aktiemarkedet var for dyrt prisfastsat, og kritikere påpeger, at hvis du råber 'ulven kommer' ofte nok, får du til sidst ret. Siden årets begyndelsen er de globale aktier – målt på MSCI World-indekset – steget med 13,60 pct.

Vækstaktier er målt på MSCI World Growth-indekset steget 11,49 pct., mens MSCI World Value er steget 15,48 pct., men MSCI Emerging market-indekset er steget 7,89 siden årets begyndelsen, hvor Jeremy Grantham sendte brevet til sine investorer. Europæiske aktier er målt på MSCI Europe-indekset steget 13,47 pct., mens det teknologitunge Nasdaq-indeks er steget 12,89 pct.

Her kan du se, hvordan de globale aktier - målt på MSCI World-indekset - er steget sammenlignet med vækstaktierne, værdiaktierne, emerging markets-aktier, europæiske aktier og teknologiaktierne i Nasdaq-indekset.Det er målt fra indgangen af 2021 og frem til 28. juni 2021. Vis mere

Læs også: Value-legende advarer om aktieboble: 'Det er en parodi på investering

Læs også: Siden Anden Verdenskrig har A.P. Møller døjet med én ting – nu spekulerer topanalytikere i stor ændring