Henter kommentarer

Kendt investor om Trumps betydning for aktiemarkedet: ‘Håbløst’

Andreas Steno, professionel investor.
Andreas Steno, professionel investor. Foto: Pressefoto.
Vis mere

Den kendte investor Andreas Steno gik sidste år i luften med en hedgefond, hvor han forvalter velhavende menneskers formuer og gerne skulle få dem til at yngle mere end det gennemsnitlige afkast på verdensmarkedet.

Det har været alt andet end kedeligt siden Donald Trump blev valgt som USAs præsident i november sidste år, lyder det fra Andreas Steno i den seneste episode af podcasten Millionærklubben.

»Man er i hvert fald kommet i gang med fuld gallop, vil jeg sige. Man har ikke haft en fredelig time, siden Trump blev valgt,« siger Andreas Steno.

Mandag var en blodrød dag for de amerikanske aktier, som investorerne flygtede fra i kølvandet på Trumps stadig mere tumultariske toldkrig mod Canada, Mexico, Kina og EU.

»Vi tjente heldigvis penge i går (mandag, red.). Det kan jeg ikke været andet end tilfreds med, givet hvordan verdens tilstand ser ud,« siger Andreas Steno i Millionærklubben og tilføjer:

»Men jeg synes, det er tungt at arbejde i det her miljø lige nu. Især fordi der ikke er vished om noget som helst. Det er næsten det, jeg synes, der er det værste.«

»Man kan leve med meget dårligdom, når bare man ved, hvad det er. Men det ved vi ikke her. Vi ved ikke, hvornår der kommer told. Vi ved ikke på hvem eller hvor meget. Det er ganske enkelt håbløst at forholde sig til.«

Hør meget mere om Andreas Stenos syn på den volatile markedssituationen lige nu i denne episode af Millionærklubben.

Lyt med fra 02.54 minutter inde i podcasten.