Henter kommentarer

Drømmer du om at blive aktiemillionær? Her er de første step


De fleste drømmer nok om ikke at skulle bekymre sig om penge.

Men hvis man ikke tjener kassen på arbejdet, ikke har været heldig på boligmarkedet eller har fået de rigtige tal i Lotto, er det alligevel ikke umuligt at få flere penge på kontoen, end man ellers ville have.

Det er budskabet fra de to forfattere bag bogen 'Caffe Latte-reglen', der handler om, hvordan helt almindelige mennesker kan bruge hjerne og følelser til at blive aktiemillionærer.

Med små skridt – og små beløb – er det ifølge Jon Sigurd Wegener og Lene Nording-Grooss, forfatterne til bogen, altså muligt at forvandle sine penge til flere.

Men hvordan kommer man i gang? Det har Euroinvestor talt med sidstnævnte om. Hun har en baggrund som journalist og kommunikatør i flere finansielle virksomheder, og så er hun selv aktiemillionær.

Læs også: Denne dag kan du se, om du skylder eller får penge fra Skat

Hendes egen investeringshistorie begyndte i 2004, hvor hun startede med at daytrade – altså købe og sælge aktier med en meget kort tidshorisont. I dag har hun en anden tilgang til investeringer, og bogen er i høj grad skrevet ud fra mange af de erfaringer, Lene Nording-Grooss har gjort sig gennem årene.

»Vi er begge (forfatterne bag bogen red.) optaget af at få gjort drømme til virkelighed, og så er vi også optaget af at fjerne de barrierer, der er, for at blive en god investor. Og der spiller følelser en stor rolle,« siger hun.

En af de følelser, der afholder mange fra at investere, er frygten for at tabe penge. Men ifølge Lene Nording-Grooss er det bedre at frygte det stensikre tab, som opsparing på konti med renter giver, end frygten for udsving i kursen på en bred fond med mange selskaber.

»For faktisk taber man flere penge over tid ved ikke at investere,« siger hun og henviser til hvordan inflationen stille og roligt kan få selv den pæneste opsparing til at miste fylde over tid.

»Vi betaler dyrt for den tryghed. Faldet i købekraften bliver halveret over 30 år, og havde man investeret sine penge og fået et gennemsnitligt afkast på 7 pct. om året, vil ens opsparing være femdoblet. Vel at mærke efter inflationen,« lyder det fra Lene Nording-Grooss.

Læs også: Renten på 'skjult' gæld er tredoblet: Sådan mindsker du regningen og sparer tusinder

En anden hæmsko for ikke at kaste sig over at investere, er ganske enkelt, at mange ikke har et overblik over sin økonomi, fortæller hun også.

Lene Nording-Grooss anbefaler, at man bruger sin netbank og et regneark eller blok til at få skabt sig et overblik over sine udgifter.

»Skriv dine udgifter ned. Er der noget du kan undvære uden at livet bliver en sur spareøvelse?,« siger hun.

Dernæst drejer det sig om at beslutte sig for, hvor meget man kan og vil sætte til side hver måned. Udover det bør man også udfordre sig selv ved at skære nogen af sine småudgifter fra og i stedet konvertere dem til opsparing. 

Og det er faktisk her, bogens titel kommer ind i billedet. For springer man halvdelen af ens to go-kaffer over i byen, så har man hurtigt penge nok til at komme i gang med at investere.

»Men det kan også være andre småudgifter som for eksempel at skære nogen abonnementer fra eller huske at slukke lyset i alle rum derhjemme.«

Læs også: Sådan får du råd til det gode liv, selvom du får en lav løn

Dernæst handler det om at føle glæde ved de penge, man har valgt at investere, fremfor at have brugt dem på andre ting, man godt kunne have undværet.

 »Træn dine følelser til at glæde sig over, at du nu investerer penge, du før brændte af, og at din opsparing vokser både i kraft af, at du sætter penge til side og at rentes rente med tiden gør meget af arbejdet for dig,« siger Lene Nording-Grooss, som dog understreger, at hendes mission med bogen ikke er at få folk til at leve »en stenaldertilværelse.«

»Det handler mere om at blive bevidst om de penge, man klatter væk. De er gode at starte med at investere, for så er det også lettere følelsesmæssigt at håndtere, at de svinger i værdi.«

En anden klods, der ifølge Lene Nording-Grooss afholder mange fra at kaste sig over at investere – og særligt kvinder – er følelsen af, at man bør vide alt på forhånd.

Læs også: Økonomisk ekspert har boostet sin økonomi med millioner: Sådan gjorde han

»Det er godt at være eftertænksom, men man behøver altså ikke være en investeringshaj, før man går i gang.«

Selv har Lene Nording-Grooss aldrig benyttet sig af hverken fundamental analyse eller andre skoler inden for aktieanalyser.

Derfor er hendes opfordring til alle nybegyndere på aktiemarkedet da også, at de holder sig fra at forsøge at udpege morgendagens vindere. Til gengæld bør de i stedet finde en bred fond, hvor man er sikker på, at få spredt sin risiko.

»Så er der også større sandsynlighed for, at man sparer sig selv flere ærgrelser over at have udvalgt et selskab, der falder. Ingen rammer nogensinde top eller bund perfekt.«

Læs også: Han vil gå på pension som 45-årig: Sådan investerer han

Læs også: Se listen: Så stor en pensionsformue har andre på din alder