Henter kommentarer

Rift om ejerlejligheder falder


Salget af ejerlejligheder daler, og nu skal man helt tilbage til 2015 for at finde et tilsvarende niveau.

Sådan skriver en af landets største ejendommægler kæder, Estate, i en pressemeddelelse.

Antallet af solgte boliger ligger stadig højere end de sidste fem års gennemsnit, men i sidste uge blev der kun solgt 412 ejerlejligheder mod 408 i 2015, viser nye tal fra Boligsiden, som ejendomsmæglerkæden Estate har analyseret.

Boligkøberne er stadig på rov efter villaer, men ejerlejligheder og sommerhuse er der ikke nær så meget rift om, som for nyligt.

»Salget af ejerlejligheder har været forrygende under Covid-19, så det er en situation, vi før eller siden måtte forvente ville indtræffe. Sådan en udvikling kan jo ikke blive ved for evigt,« udtaler Estates presseansvarlige, Thomas Hovgaard, i meddelelsen.

Ifølge Estate kan de massive prisstigninger, der har fundet sted stort set siden coronapandemien indtog landet, være med til at gøre mængden af potentielle købere mindre.

»Markedet for ejerlejligheder er stærkt påvirkeligt af en række forskellige faktorer, hvor pris selvfølgelig er en af dem. Priserne er steget markant under pandemien, og det er klart, at højere priser kan være med til at snævre mængden af potentielle købere ind, da man skal kunne leve op til krav om finansiering, som selvfølgelig bliver mere vanskeligt des højere priserne bliver,« lyder det fra Thomas Hovgaard.

Huspriserne er det seneste år buldret i vejret med 15,5 pct. For ejerlejligheder lyder tallet på 14,8 pct., viste tal fra Danmarks Statistiks prisindeks for ejendomssalg tilbage i slutningen af juni.

Læs også: Kommentar: Kan man knuselske blockchain og grine med af kryptofans samtidig?

Læs også: Nu er han igen verdens rigeste