Sydbanks bundlinje falder - rammer forventningen

Sydbank sætter rekord i basisindtjening og kommer ud af 2024 med et »særdeles tilfredsstillende resultat.«
Det kan man læse i Danmarks tredjestørste banks netop offentliggjorte regnskab for det forgangne år.
Årets resultat lander på 2,8 mia. kr. Det er lavere end samme periode sidste år, hvor tallet endte på 3,3 mia. kr. Det er et fald på 580 mio. kr.
De 2,8 mia. kr. er til gengæld på linje på hvad, analytikerne havde ventet ifølge konsensusestimater indsamlet af banken selv op til regnskabet.
Dermed lander egenkapitalforrentningen på 18,6 pct. efter skat.
Egenkapitalforrentning er et mål for sammenhængen mellem, hvad virksomheden tjener, og hvad det ejer og fortæller noget om et selskabs evne til at skabe afkast ud fra de værdier, som virksomheden råder over.
»Det er positivt, at vi i 2024 – som følge af en stigning i basisindtjeningen – kan fastholde resultatet før nedskrivninger på det rekordhøje niveau vi præsterede i 2023. Nedskrivningerne udgør en udgift på 595 mio. kr., hvoraf 446 mio. kr. kan henføres til rekonstruktionen af Better Energy. Resultatet efter skat er i den øvre ende af de i januar 2024 udmeldte forventninger til årets resultat,« udtaler topchef Mark Luscombe i regnskabet.
For det nuværende år venter Sydbank et resultat efter skat på mellem 2.200-2.600 mio. kr.
Den forventning er baseret på, at Nationalbanken herhjemme i 2025 nedsætter indskudsbevisrenten med 1 procentpoint.
Sydbank-aktien er gået frem med 14 pct. siden årsskiftet.

Få styr på økonomien til efteråret: 10 smarte greb, der kan spare dig tusindvis af kroner