I næste måned (fra d. 23. juli) skal De Olympiske Lege afholdes i Japan efter at være blevet udskudt et år pga. Corona-epidemien. En ny aflysning i sidste time kan vel ikke udelukkes, men der satses på at løfte opgaven denne gang.
OL er ikke en begivenhed i aktiemæssig sammenhæng, men spørgsmålet er, om der alligevel kan fremkomme en positiv sidegevinst til gavn for det japanske aktiemarked, altså et skub opad i kursniveauet. Tid og opmærksomhed er også en begrænset ”ressource” for investorer og børsfolk, ligesom medierne vil sætte fokus på landets generelle forhold som en del af deres dækning. Derfor kan Japan nu få chance for at komme ind på lystavlen som et overset aktiemarked, og det er situationen.
I udgangspunktet er der nærmest tale om bevidst fravalg af Japan i porteføljerne, da landet og dets store koncerner i årevis ikke har kunnet tiltrække sig positiv interesse. Kursudviklingen har en helt anden historie bag sig end andre OECD-lande. Der var et spektakulært boom i 1980’erne fulgt af 20 år med nedtur og stabilisering, før genrejsningen omsider kom i gang fra slutningen af 2012.
Alt foregik i slow motion sammenlignet med det hidsige tempo, som et sådant forløb ville have udviklet sig til, hvis det var indtruffet på verdens førende børsmarked, New York. Japan har sine egne særprægede strukturforhold og adfærdsmønstre. Hensyn og ansvar for den brede samfundsudvikling med ønske om stabilitet, rolig og langsigtet udvikling er rodfæstet i kulturen. Selskabernes økonomi og relationer på kryds og tværs til andre firmaer og statsmagten gør det svært at begå sig som udenlandsk investor. Adfærdsmønsteret er meget anderledes end lige-på-og-hård vestlig kapitalisme. Det påvirker derfor også børsforholdene.
Læs også: Lau Svenssen: Teknisk analyse - og VIX-børsens seismograf
Japan vil være sig selv
Landet har nemlig sin helt egen profil omkring kapitalmarkedsforhold. Det gælder for aktier, renter og finansielle institutioner. Centralbanken, Bank of Japan, søger at opretholde og fra tid til anden at fremvise ”en stærk hånd” omkring valutakursen på Yen, som et eksempel på denne tankegang. Det gennemgående træk fra japanske side (regering og centrale myndigheder) er ønsket om at fastholde en synlig selvstændig og klart isoleret stilling, der kan sikre og beskytte landet mod markante påvirkninger udefra.
Strukturen er fremkommet ved at opbygge og understøtte en tæt sammenvævet økonomi med samarbejde og symbioselignende relationer mellem statsmagten og en række ledende private firmagrupper. De optræder også venligt og konstruktivt over for hverandre for at øge vækstevnen. Japan er en samarbejds- og aftaleøkonomi i Big Scale format. Danmark har også en aftaleøkonomi (”Den danske model”), men vi mangler et stærkt erhvervsliv som aktiv medspiller og motor. Vi har derfor ikke på samme måde som Japan dynamiske, privatøkonomiske kræfter til at frembringe vækst og fremgang. Selskaber i Danmark må klare sig på egen hånd i deres nichemarkeder og kan højest prøve at få statslig hjælp til projekter med udvikling af sympatiske miljøvenlige løsninger (energi-øer f.eks.). Symbiose her i landet opnås via lobbyisme, nepotisme og udveksling af tjenester.
Renteforholdene i Japan havde sit eget lave niveau, der var helt ude af trit med de andre OECD-lande. Det var tilfældet, indtil Vestlandene tog pengepolitikken målrettet i brug som støttemetode efter Finanskrisen. Man ville understøtte økonomien og holde finansfirmaernes solvens oppe (kursgevinster) ved at presse vores renteniveauet i bund. Vi fulgte så at sige efter japanerne.
I epoken med japanske solo-forhold med minimale renter var der få og begrænsede forsøg på at udnytte situationen med det store japanske rentegab. Det bestod i rentearbitrage og låntagning i Yen på samme måde som det var kendt fra den anden store solo- og kreditorvaluta, Schweizerfranc. Det gav ikke noget alvorligt pres i retning mod en nivellering af renteforholdene med resten af verden. Disse forsøg på finansiel forretning formåede aldrig at prikke hul på Japanns selvberoende kapitalmarked – årsagen var landets stærke økonomiske stilling som kreditornation (opbygget via store overskud på handelsbalancen) og samarbejdet med landets store selskaber, som loyalt bakkede op bag myndighedernes linje. Den nationale solidaritet og enighed var ubrydelig. Erfaringen er, at hvis redning af en presset valuta bryder sammen for centralbanken, ligger forklaringen som regel et sted, hvor ”man” ikke ønsker at høre svaret; landets egne store virksomheder prøver at redde sig selv og er ligeglade med statsmagtens officielle linje. Sådan er det ikke i Japan. Her går man frivilligt i takt.
Læs også: Kapitalforvalter mere skeptisk over for dansk aktie
Japans aktier
1980’erne var Japans økonomiske storhedstid med gevaldig fremgang for selskaberne og toppriser for deres børsværdi såvel som ekstreme rekordpriser på fast ejendom i de førende storbyer. Det var resultatet af en imponerende nærmest uforklarlig styrke hos selskaberne, der formåede at klare sig igennem ydre modgang.
En ny stor udfordring kom fra en markant styrkelse af landets valuta, Yen, i anden halvdel af 1980’erne. Udflytning af produktion til de tidligere importlande var en af metoderne for at fastholde forspringet. Selskaberne kæmpede altid for at opretholde deres markedsandele, selvom indtjeningen blev presset voldsomt. Profit kom i anden række.
Politisk forsøgte Tokyo-styret i 1980’erne at placere Japan i en rolle som Asiens nye centrum med økonomisk styrke og vækstorientering som kerne. Landet var dermed et forbillede for andre lande i Asien, som også ønskede at udvikle en stærk økonomi og uafhængig status. Det var dybest set et angreb mod USA’s ledende position som supermagt, der var cementeret siden Anden Verdenskrig.
Den ambitiøse japanske strategi blev da også blokeret politisk af USA (Reagan-æraen), som ikke ville miste sin dominerende stilling i Asien. Samtidig indtraf der noget helt andet og uventet. USSR brød sammen som stormagt i årene omkring 1990. Det var nærmest tale om et havari, som efterlod det store land i en kaotisk situation. På en noget anderledes måde åbnede Kina sig over for omverdenen og fik sat skub i sin i økonomi med udvikling af en rolle som et stort eksportland – først af billige varer baseret på lave omkostninger (underleverandøropgaver) og siden hen af stadig mere avancerede egne produkter. Denne udvikling er fortsat i fuld gang. Korea efterlignede dygtigt Japans vækstmodel ved at fokusere på dynamisk udvikling drevet frem af store samleindustrier (skibe, biler og forbrugerelektronik). Alle frygtede i 1980’erne japansk dominans. Blandt finansfolk lød vurderingen dengang, at Japan ville sætte sig tungt på førerskabet inden for de fleste industrielle segmenter fra biler og opad til high tech. Kendetegnet var massefremstillede industrielle hardware produkter i høj kvalitet. Sådan gik det ikke. Software og IT erobrede førerrollen teknologisk.
Ultimo 1989(!) satte Nikkei indekset All Time High rekord ved knapt 39.000. Fra det punkt begyndte der en helt anden udvikling med en langstrakt glidetur ned mod en langstrakt bundfase under 10.000 for Nikkei-indekset. Vendepunktet blev en værdi på kun 8.000. Det fandt sted uden bulder og brag med et børskrak, og det viser en del om den indre orden på dette fremmedartede børsmarked. I dag ligger indekset i en værdi på 28.600.
Billedet viser udviklingen i Nikkei-indekset fra 1980 frem til i dag.
Teknologisk er Japan blevet sat bagud som følge af flere nye megatrends: hård priskonkurrence på industriprodukter (hardware; Japans spidskompetence), et ryk over mod anvendelse af stadig mere avanceret software som kerne i produkternes funktion og internet-udviklingen med helt nye former for forretning. Her har USA-selskaber fordel af let at kunne udbrede deres koncepter til resten af verden (det ligner Popkulturens erobring og dermed globalisering af musik, film og underholdning samt adfærd).
Læs også: Sydbank: Investorer bør tage Ambu-eksemplet alvorligt
Er der upside chance i den forestående OL-opmærksomhed – hvordan kan man være med?
Man kan næppe påstå, at japanske aktier er lavt prissat og dermed rummer en klar mulighed for en optur af den grund, når verdens opmærksomhed snart rettes mod landet under afviklingen af OL. De samlede tal for aktiernes kursniveau (Buffett Indicator og P/E-tal) forekommer ikke lave men ligger højere end det europæiske niveau. Sammenlignet med de højt prissatte aktier i USA har Japan fornuftig value for money ved de nuværende børskurser, men jeg har begrænset kendskab til dette marked - i lighed med de fleste andre aktive investorer. Japan-aktier er ikke så lette at blive klog på. Investorkulturen i Japan er angiveligt meget gammeldags, og det udgør en del af problemet. Aktier er ikke hvermandseje i Japan men indrettet efter højfinansens hoved.
Under OL vil tidsforskellen fremstå som et væsentligt praktisk problem – især for medierne som skal skaffe publikum til at følge med i begivenhederne. Det samme gælder for os i rollen som potentielle investorer i Japan. Jeg forventer, at vi alle vil få et positivt indtryk af Japan som et velordnet samfund med en venlig og imødekommende holdning til gæster fra andre lande.
Det er svært at vurdere det japanske aktiemarkeds robusthed og potentiale. Hvis man for første gang vil prøve kræfter med et sådant marked, må man angribe opgaven ud fra en overordnet vurdering af potentiale og risiko for kursniveauet som helhed (Nikkei-indekset). Stock Picking giver ingen mening – med mindre man kender til et specifikt selskabs forhold, og så kunne det jo have hjemsted hvor helst i verden.
En klar fordel er lav udenlandsk eksponering i Japan i udgangspunktet. Der er plads hos stribevis af porteføljeforvaltere til at etablere langsigtede porteføljer af japanske aktier. Vil de ændre holdning til Japan fremover?
Den beskedne interesse kan aflæses meget simpelt, nemlig i form af et beskedent antal selskaber fra Japan med børsnotering i fuld skala i New York. Der findes angiveligt også en lang række ADR-beviser, men disse ”skyggeaktier” kan jo være en svingende fornøjelse at handle.
Med forbehold for eventuel markant børsuro i Q3 på de store markeder med USA i spidsen som den latente risiko, så anser jeg odds for gode omkring et løft opad for kursniveauet i Japan (Nikkei-indekset) i tredje kvartal. Årsagen vil være positiv indflydelse fra OL (begrebet er selektiv opmærksomhed hos investorer og børsfolk, som pludselig opdager de oversete muligheder i Japan).
Mit gæt er en test for opadgående af Nikkei 30.000 værdien (en klar milepæl). Der burde være god chance for et gennembrud her og dermed et ryk op mod formentlig 32.000 før offensiven vil ebbe ud. Fra den nuværende værdi på 28.600 drejer det sig i givet fald om en chance for et afkast på 10- 12 pct. Det er et rent gæt fra min side, men man må jo have en arbejdshypotese at gå ud fra, før det besluttes, om man skal glemme det hele. Hvis der skal tages fat, er næste punkt at finde frem til den ønskede størrelse af en sådan position og en vurdering af, hvilken værdi for Nikkei man håber på at kunne sælge til (Stop Profit; desuden kan man fastlægge et stop loss punkt). Først her skal man finde frem til det ønskede værdipapir.
Det største forbehold omkring muligheden for en sådan optur i Japan er efter min opfattelse, såfremt man anser det nuværende kursniveau (Nikkei 28.600) som værende udtryk for en allerede indregnet satsning på kraftig OL-optimisme. Med andre ord: ideen er allerede sat på skinner af andre aktører, som var tidligere ude end os, og vi vil komme for sent ind i denne kamp ved at satse på Nikkei nu. Vi får i stedet rollen som nyttige idioter til gavn for disse mere snedige aktører, der for længst er gået ind i japanske aktier og bare venter på at tage gevinsten hjem ved en god exit.
Min vurdering er, at det ikke ser ud til at være tilfældet. De store mængder af smarte penge, som jager kortsigtede gevinstmuligheder, har næppe kastet sig ind i Japan endnu. Nikkei har i første halvår haft et sløvt marked med +5 pct. i afkast mod mere end det dobbelte i USA (+14 pct.) og endnu højere tal i nogle lande i Europa (+14 pct. generelt). Dollarkursen er i perioden steget 3 pct. mod Euro, mens den er blevet styrket med knap 8 pct. over for Yen.
Hvis man kun ønsker at prøve chancen for et løft opad i de kommende 2-3 måneder (OL-opmærksomheden), kan man holde sig til indeksorienterede produkter. Jo billigere det er at handle (ETF’er), des bedre afkast. Hvis man vælger en investeringsforening, er den samlede årlige omkostningsprocent (ÅOP) uden betydning, da man påregner at sælge hurtigt igen. Afdelingens regler for tillæg/fradrag i kursen er vigtigere, og der skal helst være god handelsvolumen. Stor størrelse af dens formue vil være en fordel. Det gælder derimod ikke, hvis man får blik for de langsigtede muligheder og værdien af spredning ved at placere en luns af sine sparepenge i Japan. Så bør man enten benytte indeksfonde med lave udgifter eller en dygtig Stock Picking-afdeling.
Jeg overvejer selv at afprøve hypotesen om positiv afkastmulighed i Japan her i Q3. Down Side Risk burde være begrænset som en positiv faktor i ryggen. Da jeg er gammeldags, vil det sandsynligvis finde sted via en stor dansk investeringsforening. Muligvis skal jeg for første gang i livet prøve en ETF? Formentlig vil jeg også foretage en mere langsigtet satsning på Honda, som er noteret i New York. Aktien er atter kommet ind i mit søgefelt i forbindelse med denne gennemgang af Japan. Det er endnu et eksempel på, at ideer kan dukke op baseret på selektiv opmærksomhed.
PS. Forløbet for Nikkei med den ekstreme top i 1989 fulgt af 30 år uden endnu at være blevet genoprettet er foruroligende - set i forhold til det nuværende boom i IT-selskabernes børsværdi. Dengang nåede Japan op på at udgøre knap halvdelen af verdens aktiemarkedsværdi. I dag gælder det samme for USA (USA’s andel af verdens BNP ligger på ca. 25 pct.).
Der findes grænser – også for menneskedrevne markeders udviklingsforløb, som ikke er snævert bundet til virkelige forhold. I disse år føler alle sig fuldstændig overbevist (af hverandre og en formidabel kursudvikling) om fremtidens fantastiske potentiale med netop disse selskaber som anførere. Det påstås aldrig at stoppe. Samme påstand havde alt og alle om Japan frem til deres toppunkt i 1989. Ingen kunne forklare styrken indtil da for de japanske aktier eller finde en konkret årsag til punkteringen. Kort sagt: Tom snak om spektakulære forløb på børsmarkedet. Et andet skrækeksempel er kursudviklingen for Ericsson og Nokia, som toppede omkring år 2000.
Lau Svenssen ejer aktier i Nokia
Læs også: Teknisk Set med Lars Persson: Regnskabssæson nærmer sig
Læs også: Investeringsstrateg om markedet: 'Det er lige nu tæt på perfekt'
