Henter kommentarer

Simon Richard Nielsen: Der er kun én aktie, jeg ikke vil eje af etiske årsager


 

Bæredygtige og etisk funderede investeringer har rullet ind over investeringsbranchen som en tsunami i det seneste årti. Moderne investorer kræver diversitet og grøn omstilling. Fint nok, men en dansk virksomhed minder os om, at god selskabsledelse bør stå øverst.

I begyndelsen af 00erne bragede en debat løs om den særegne danske ejerskabsstruktur, hvormed en lille elitær gruppe af aktionærer var lidt finere end andre aktionærer. Og der er vel at mærke tale om aktionærer i samme virksomhed.

Som svinene i George Orwells roman »Kammerat Napoleon« lever disse fine aktionærer efter princippet om, at alle er lige, men at nogle er mere lige end andre.

Vi taler om A- og B-aktieklasser, som af historiske årsager er et udbredt fænomen i Danmark. Kort fortalt har A-aktierne flere stemmer end B-aktierne. Selvom begge aktier giver adgang til de samme økonomiske muligheder og risici, så er magten i en virksomhed koncentreret hos ejerne af A-aktierne.

Læs også: Ærgerlig udvikling: Din formue bliver ramt

Vi kender konstruktionen bedst hos A.P. Møller - Mærsk, hvor A-aktierne ligefrem er så talrige og bliver omsat flittigt nok på aktiemarkedet til, at både A- og B-aktierne er medlemmer af det toneangivende C25-indeks. Reelt er der tale om et C24-indeks, men den historie gemmer vi til en anden god gang.

Det er således A.P. Møller Fondens tunge ejerskab af A-aktier, der betyder, at fonden har det absolutte flertal af stemmer på generalforsamlingen og dermed den fulde magt over det børsnoterede selskab.

De to aktieklasser er flittigt brugt i forbindelse med, at stiftere af store virksomheder overlader ejerskabet til en bredere kreds af investorer uden at afgive kontrol for den fremtidige udvikling. Aktierne – altså A-aktierne – placeres i en fond, præcis som vi også kender det fra Carlsberg og Rockwool, og måske mindre kendt har Novo Nordisk også en portion A-aktier liggende i en skuffe hos Novo Fonden – disse er dog ikke børsnoteret.

Læs også: Nordnet: Gode nyheder for Novo Nordisk og andre danske selskaber

Når debatten om de to aktieklasser blussede op i begyndelsen af 00erne, skyldtes det massiv fokus på god selskabsledelse – også kaldet corporate governance. God selskabsledelse skal her ikke forstås, som at direktionen skal være kompetent, men at der er ordentlige strukturerer på plads, så magtens tredeling mellem direktion, bestyrelse og aktionærer står tindrende klart for alle.

Direktionen er den eksekverende instans, der refererer til bestyrelsen, som sætter strategien og fører tilsyn, og som i sidste instans får sit mandat af aktionærerne på de årlige generalforsamlinger. Det duer ikke, at bestyrelsesmedlemmer blander sig i driften, eller at direktørerne sammensætter deres egne bonusordninger. Rene linjer.

Dette internationale fokus førte til, at EU ligefrem ønskede at indføre et ganske fornuftigt lovindgreb for at skabe klare rammer på kontinentet. Initiativet fordrede derfor også et opgør med de danske fondsejerskaber og de to aktieklasser. Det lykkedes som bekendt ikke.

Læs også: Pensionsgigant om danskerne: Hidtil uset syn

Men debatten var vigtig. For det stod tindrende klart, at aktionærer – store som små – ikke ønsker at blive behandlet dårligt, blot fordi en snæver ejerkreds har magten.

A- og B-aktier var altså kommet for at blive, og investorerne accepterede den historiske forudsætning for fondenes dominans.

Så, fristes man til at spørge ud i det åbne marked: Hvad pokker foregår der hos Lundbeck? Hvorfor skulle man dog i 2022 ligefrem indføre en A-klasse af aktier?

Medicinalkoncernen gav selv svaret, da de første gang præsenterede planerne i februar i år:

»Indførelsen af en A- og B-aktieklassestruktur i Lundbeck A/S vil øge selskabets finansielle råderum og samtidig fastholde den langsigtede stabilitet, som følger af Lundbeckfondens majoritetsejerskab, så selskabet har alle muligheder for at øge værdiskabelsen.«

Læs også: Tvede erkender efter tab på 38 pct: 'Jeg fjumrede en del rundt i markederne'

Tillad mig at oversætte:

»Vi vil gerne have flere penge fra aktionærerne, så vi kan lave nogle opkøb. Men det duer jo ikke, at Lundbeckfonden mister magten i selskabet. Vi er nu engang de bedste ejere.«

Nærmest uanset hvor mange nye aktier selskabet sælger, så sidder fonden solidt på magten.

Og hvordan er det så gået for treenigheden mellem Lundbeckfonden samt bestyrelsen og direktionen i Lundbeck A/S?

Dårligt.

I de seneste fem år har aktionærerne mistet 58 procent af aktieværdien. Dette pauvre resultat er skabt selv ved indregning af lidt udbytter undervejs. Set over en tiårig periode har selskabet leveret et samlet afkast på 56 procent, hvilket svarer til et gennemsnitligt årligt afkast på 4,55 procent.

Den helt store nedtur for koncernen satte ind i 2018 og har varet ved indtil nu.

I øvrigt har C25-indekset i de seneste ti år leveret et gennemsnitligt årligt afkast på 14,2 procent eller 279 procent i alt.

Uanset hvordan man vender og drejer det, er der tale om en formidabel destruktion af værdier. Som Euroinvestor i sidste uge kunne berette, skyldes den aktuelle nedtur efter det seneste regnskab et større brandudsalg blandt nu også de store udenlandske investorer.

Som Per Hansen fra Nordnet udtrykker det, er aktien omgærdet af en »ekstrem mistillid«.

Og så til forbeholdene. Det er ganske muligt, at Lundbeck kan blive fremtidens vinder på aktiemarkedet blandt andet på grund af et par lovende kandidater i pipelinen.

Fred være med det. Jeg springer gerne over. En virksomhed skal ikke kun behandle omverdenen og medarbejderne med ordentlighed og respekt. En virksomhed skal først og fremmest sørge godt for sine aktionærer. Alle sine aktionærer.