Afgående CEO Henrik Poulsen har stået i spidsen for en stor og succesfuld transformation af virksomheden. Hans opgaver har været at føre selskabet (dengang, DONG Energy) på børsen, hvilket skete i juni 2016 til kurs ca. 250. I dag hedder selskabet Ørsted, og aktiekursen er steget til 745 svarende til en børsværdi på 313 mia. kr. Det er en tredobling af aktiekursen på fire år.
Heldigvis slipper Henrik Poulsen ikke helt Ørsted, idet han nomineres til en plads i bestyrelsen, hvilket skal besluttes på den ordinære generalforsamling i marts 2021. Det lader til at være en done-deal.
Rider på en megatrend
Ørsted er i dag Danmarks mest 'grønne' virksomhed og topper desuden Corporate Knights' Globale 100-indeks over verdens mest bæredygtige virksomheder.
Den grønne profil er blevet styrket og udviklet med Henrik Poulsen ved roret. I 2017 besluttedes det, at selskabets kraftværker i 2023 skal være kulfri og i stedet anvende flis og træpaller udviklet bæredygtigt. Set i det lys var det helt naturligt, at man i 2017 solgte olie- og gasaktiviteterne og skiftede navn til Ørsted.
En mastodont og pioner med en vision om at udvikle, opføre og drive hav- og landvindmølleparker samt solcelle-, energilagrings- og bioenergianlæg var skabt. Ørsteds visioner passer ideelt til verdensledernes ønske om at reducere CO2-udslippet. Ørsted rider på en megatrend.
Selskabets mål er i 2025 at kunne forsyne 35 millioner mennesker med grøn energi – et tal der i 2030 skal bringes op på 55 millioner. Det vil primært ske ved etablering af store havvindmølleparker, hvor man har sine spidskompetencer. Ørsted har også en målsætning om at have installeret 5 GW landvind, solenergi og energilagringskapacitet i 2025. Disse mål kræver enorme investeringer – i år på hele 30-32 mia. kr.
I de senere år har Ørsted udvidet sit geografiske virke til Taiwan og USA. Selvom konkurrencen er voksende fra andre udviklere, har Ørsted en flot track-record omkring at vinde udbud. Styrken er så efterfølgende at udvikle projekterne og eventuelt sælge mindre ejerandele til andre investorer, hvilket frigiver kapital, der kan anvendes til nye projekter. Penge er der nok af i verden, så Ørsted kan opnå gode salgspriser.
Chefskifte giver lidt risiko
I første kvartal opnåede Ørsted et EBITDA-resultat på 6,8 mia. kr. Hav- og landvindmølleparker bidrog med 5,2 mia. kr. af indtjeningen, hvilket skyldes øget produktion efter gode vindforhold i kvartalet. Nettoresultatet endte på 3,3 mia. kr. og sikrede en forrentning af den investerede kapital på 11 pct. Guidance for 2020 blev opretholdt på 16-17 mia. kr. i EBITDA.
Corona vurderes ikke på kort sigt at påvirke indtjeningen, men der påpeges risiko for forsinkelser relateret til delkomponenter fra leverandører samt langsommere myndighedsgodkendelser for nye projekter. Specifikt er der risiko for, at to projekter (Skipjack 120 MW og South Fork 130 MW) kan blive forsinket i formentlig et år.
Tre andre projekter (Revolution Wind, Ocean Wind og Sunrise Wind) planlagt til igangsættelse 2023 og 2024 risikerer også en forsinkelse. Herom vil Ørsted komme med nyt i andet halvår. Eventuelle forsinkelser påvirker ikke indtjeningen på kort sigt, men det kan give udsving i indtjeningen fremadrettet.
Ørsteds regnskaber påvirkes af evnen til og timingen af frasalg af ejerandele, afskrivninger, vindforhold m.m. På baggrund af aktuel indtjening handler aktien lidt til den høje side opgjort på price earning og kurs/indre værdi. Imidlertid er fremtiden kun lige begyndt, og så længe der er politisk opbakning til at begrænse CO2-udslippet og gøre vores verden mere bæredygtig, vil Ørsted have vinden i ryggen.
Chefskiftet kan på kort sigt give lidt risiko i aktien, men ingen er uundværlig – heller ikke Henrik Poulsen trods hans flotte track-record. Bestyrelsen har god tid til at finde en egnet afløser, så det skal nok gå godt også i fremtiden.
Styrker
Ørsted er frontløber inden for udvikling af havvindmølleparker. Selskabet rider på en megatrend, der nyder politisk opbakning. Medinvestorer har lave krav til afkastet i disse tider med nulrenter.
Svagheder
Man er afhængig af politisk opbakning. Der er ofte tale om kæmpestore projekter, hvorfor det er bydende nødvendigt at være sikker på, at økonomien hænger sammen.
Muligheder
Markedet er enormt. Endnu er selskabet kun aktiv på udvalgte markeder/lande. Nye aktiviteter må forventes at blive udviklet i nye lande. Fokus på bæredygtig energi vil vokse markant i årene fremover.
Trusler
Konkurrencen vokser fra andre projektudviklere. Stigende renter vil give potentielle medinvestorer andre investeringsmuligheder og medføre større afkastkrav.
John Stihøj ejer ikke aktier i Ørsted.
Læs også: Kvantstrateg: Her er 3 attraktive og billige aktier
Læs også: Andreas Østerheden: Derfor må du ikke være for negativ
Læs også: Hvad er en valueaktie
Læs også: Dansk børsbaby får milliontilskud
Læs også: André Thormann: Det er svært at spå - også for aktieanalytikere
Hver uge bringer vi en fundamental analyse af en aktie i samarbejde med Aktieinfo. Analysen udarbejdes af John Stihøj, som har mangeårig erfaring fra den finansielle sektor, og Lau Svenssen, kendt fra bl.a. Millionærklubben hos Euroinvestor. Lau Svenssen har beskæftiget sig med aktieanalyse siden 1978. Du kan lytte til Millionærklubben her.


Det koster 0 kr. - vind luksusophold til 8.000 kroner

Europæiske forsvarsgiganter i rødt


Japanske aktier i rekordniveau