Henter kommentarer

Analytiker forventer fyringer: I faktiske tal er det voldsomt


Transportmastodonten DSV kan blive nødt til at fyre flere ansatte end ventet som følge af faldende fragtrater og global økonomisk afmatning. Det sker midt i integrationen af det store tyske logistikfirma Schenker, vurderer senioranalytiker Haider Anjum fra Sydbank, ifølge Finans.

»Det er svært at sige, hvor mange flere afskedigelser det vil betyde. Det vil formentlig være et par procentpoint mere. Værre er det ikke, men i faktiske tal er det selvfølgelig voldsomt,« siger han.

DSV har historisk set haft en strategi med at opkøbe og integrere andre selskaber, hvilket ofte har medført fyringsrunder. Typisk nedlægges 6-8 pct. af arbejdsstyrken ved sådanne opkøb. Haider Anjum vurderer dog, at tallet for DSV's seneste opkøb kan nærme sig 10 pct. af den samlede arbejdsstyrke. To procentpoint i ekstra fyringer svarer til op mod 3.200 ansatte. Det bringer det samlede antal afskedigelser op på omkring 16.000.