Henter kommentarer

Dagens top 3 markedsnyheder


Her er dagens top tre markedsnyheder fra de danske finansmedier

Investorers utålmodighed vokser for FLS 2020-forventninger

Den danske industrigigant FLSmidth har gentagende gange suspenderet sine forventninger til 2020, seneste tirsdag ved selskabets offentliggørelse af halvårsregnskab. Blandt FLS-aktionærer er der udbredt forståelse for selskabets suspendering, men utålmodigheden vokser, skriver Finans.dk.

»Vi har en god forståelse for den situation, FLSmidth befinder sig i, og at det er svært at komme med en prognose. Det er en ekstraordinær situation, vi er i. Vi har aldrig oplevet en krise med så stor en hastighed som denne,« udtaler MP Pensions investeringschef Anders Schelde ifølge Finans.dk.

Trods aktionærernes forståelse for FLSmidths situation, er deres tålmodighed ved at løbe ud. Aktionærforeningen mener, at det stiller investorerne ulige, når der ikke er fuld information tilgængeligt, da det favoriserer større investorer med bedre adgang til analyseberedskab og markedsinformationer. FLSmidths topchef Thomas Schulz forsikrer endvidere, at FLS har en ny prognose klar inden længe.

Fem superaktier har holdt S&P 500 i grønt

Nvidia, Microsoft, Google (Alphabet), Amazon og Apple har trukket det toneangivende amerikanske S&P 500-indeks op med 6 pct. i år. Det skriver Børsen.dk.

Hvis det ikke var for de fem tech-aktier, ville afkastet for S&P 500-indekset være nede med 3 pct. i år.

»De udgør endnu mere af afkastet i S&P 500, end de på noget tidspunkt har gjort før, og vi er kun nået halvvejs ind i 2020. De er meget vigtige for momentum, og derfor skal de sætte den lige i skabet, og det gjorde de med regnskaberne i sidste uge,« udtaler Danske Banks investeringsstrateg Lars Skovgaard ifølge Børsen.dk.

Aldrig før har så få selskaber stået for så stor en del af afkastet på aktiemarkedet. Det skyldes den massivt voksende tech-sektor, som bare vokser sig større og større.

Kapitalforvalter: Ud med »sorte« aktier - Bæredygtighed er den næste megatrend

Coronakrisen har ikke kun skærpet investorernes opmærksomhed på bæredygtighed, men også BankInvests chefstrateg Jakob Vejlø ser her et kæmpe potentiale. Det skriver Børsen.dk.

»Vi ser en klar megatrend ind i bæredygtige aktier og obligationer både i Danmark og i udlandet. Det er et bredt fænomen ind i de finansielle markeder, som vi har at gøre med,« udtaler Jakob Vejlø ifølge Børsen.dk.

Han mener, at bæredygtige aktier giver et højere afkast end verdensmarkedet, hvilket han senest har fået bekræftet af BankINvests nye grønne aktiefond, Globale Aktier Bæredygtig Udvikling, som på lidt over en måned har forvaltet sig fra 2,7 milliarder kr. til næsten 5 milliarder. Det kan du læse mere om her.

I dag er der bl.a. regnskaber fra Coca-cola, Wirecard, Ringkjøbing Landbobank, Djurslands Bank, m.m. Den Økonomiske kalender byder på tal for handelsbalance i Japan og USA, samt im- og eksport i USA.

Husk at du kan se hele finanskalenderen og den økonomiske kalender her.

Læs også: Storinvestorer fra udlandet har "udbombet" Danske Bank - nu vender de tilbage

Læs også: Analytiker: Det er nok en lidt overset stjerne for mange danskere