Henter kommentarer

| Opdateret

Analytiker om Ascendis Pharma: Nok en lidt overset stjerne for mange danskere


Der er tale om en stor klar stjerne inden for biotek. Men der er grund til at tro, at Ascendis Pharma bag kan stråle endnu klare, vurderer pharma- og biotekanalytiker, Frank Hørning, der tidligere har været hos Jyske Bank.

Hovedkvarteret finder man nord for København - på Tuborg Boulevard i Hellerup - hvor det dansk-amerikanske biotekselskab holder til. Selskabet, der er noteret i USA, har en markedsværdi på ca. 46. mia. kr.

Aktien er steget markant over de seneste år, men selskabets forventede vækst er ikke fuldt afspejlet i aktiekursen, vurderer Frank Hørning, der har fulgt sektoren indgående i en årrække. Han har set nærmere på Ascendis Pharma, og peger på en række ting, der kan sende aktien yderligere i vejret. Først skal vi dog lige kort se på selve selskabet.

Ovenfor ses udviklingen i markedsværdien for 17 af verdens største medicinalselskaber. Grafikken er lavet via Flourish Studio.

Ascendis Pharma er bygget op omkring dets Transcon-teknologi, der er en leveringsteknologi, som kan dosere lægemidler i kroppen over længere tid end en almindelig oral behandling. Det interessante er, at det kan give en mere effektiv behandling, forklarer Frank Hørning.

Læs også: Mads Christiansen: Langsigtet investering og 9 mulige vinder-aktier

»Det er en teknologi, der indtil videre har givet selskabet nogle muligheder inden for vækst- og hormonområde, hvilket er blevet anerkendt af myndighederne med tildelingen af orphan drug-status,« udtaler Frank Hørning.

Ascendis Pharma har tre projekter i sin kliniske pipeline, dvs. forsøg med mennesker, som alle er rettet mod hormon- og vækstsygdomme. Selskabet har også tre projekter mod kræft i præklinik, dvs. på stadiet, hvor midlet stadig testes med dyr.

Det er de tre første projekter, der er længst fremme, og derfor dem, vi fokuserer på her.

Projekter mod hormon og vækst sygdomme

Af de tre projekter, der er rettet mod hormon- og vækstsygdomme, er Ascendis Pharma længst med lægemiddelkandidaten Transcon hGH.

Læs også: Porteføljeforvalter: 'Det er på denne parameter, at DSV for alvor scorer højt'

Transcon hGH afprøves over for både børn - hvor selskabet afventer FDA-godkendelse - og over for voksne, hvor man er i fase 2. Væksthormon-markedet vurderes til at være på 3 mia. dollar, fortæller Frank Hørning.

Transcon hGH er en ugentlig behandling mod væksthormon-mangel. Fordelen ved midlet er, at de gængse behandlinger mod væksthormon-mangel skal tages dagligt.

Hvis man vil have en fornemmelse af potentialet i Transcon hGH, skal vi tilbage til den 4. marts 2019. Her steg Ascendis-aktien 74 pct. Det var markedets reaktion på, at produktet i fase 3 har  vist sig at være mere effektiv end den daglige væksthormon-behandling Genotropin fra medicinalgiganten Pfizer, forklarer Frank Hørning.

Det er dog ikke Pfizers produkt, som bliver hovedudfordren til Ascendis Pharmas produkt, vurderer han. Hørning forventer, at Transcon hGH i stedet kommer til at konkurrere mod Novo Nordisks væksthormon somapacitin.

Her er der også lagt op til en ugentlig behandling, og midlet vurderes i øjeblikket af sundhedsmyndighederne i både USA og Europa, fortæller Frank Hørning.

Læs også: Din guide: Sådan hænger regnskabstallene sammen

Ascendis Pharma vil sandsynligvis skulle splitte markedet 50/50 med Novo Nordisk, men det vil være interessant, fordi det er et ikke ubetydeligt marked, forklarer Frank Hørning.
For få uger siden - 26. juni 2020 - sendte Ascendis Pharma Transcon hGH til behandling af børn med væksthormon-mangel til godkendelse hos de amerikanske sundhedsmyndigheder.

Selskabet ventes også at sende en ansøgning afsted til de europæiske sundsmyndigheder inden for den nærmeste fremtid. I både USA og Europa har Ascendis Pharma fået tildelt orphan-drug status, som gives til midler inden for livstruende eller stærkt invaliderende sygdomsområder, hvor der ikke findes behandlinger eller tilstrækkelige behandlinger.

»Det interessante er, at orphan-drug status giver en længere patentbeskyttelse, så produktet bl.a. er beskyttet længere tid mod konkurrence,« forklarer Frank Hørning.

Transcon PTH - på vej mod fase 3

Transcon PTH udvikles mod mangel på parathyroideahormon, som rammer over 200.000 patienter. Parathyroideahormon har en vigtig rolle for kroppens evne til at regulere calciumindholdet i blodet og knoglerne. Der findes i øjeblikket ikke en effektiv erstatningsterapi. I fase 2 har resultater vist, at Transcon PTH har potentiale til fuldstændig at erstatte den nuværende standard behandling, som består af D-vitamin og calciumtilskud.

Data fra fase 2 viste, at Transcon PTH hos 82 pct. af de 59 patienter i studiet kunne erstatte den nuværende standardbehandling og 100 pct. hos patienterne på den højeste dosis, forklarer Frank Hørning.
Ascendis Pharma ventes at gå i gang med fase 3-studiet senere på året, påpeger han.

Transcon CNP - i fase 2

Transcon CNP udvikles mod dværgvækst, og er baseret på stoffet c-type natriuretisk peptid (CNP). Transcon CNP, som undersøges i fase 2 på 60 børn med dværgvækst, skal tages en gang ugentligt. Selskabet håber at kunne vise, at den ugentlige behandling ikke bliver mindre effektiv end produkter med daglig behandling, forklarer Frank Hørning.

Blandt konkurrenterne finder man selskabet Biomarins, der også udvikler på et produkt - vosoritid i fase 2 - mod dværgvækst, som dog skal tages dagligt, fortæller Frank Hørning. Transcon CNP fået tildelt orphan-drug status hos de amerikanske sundhedsmyndigheder FDA.

Hvad viser det om mulighederne for Ascendis Pharma?

»Alle tre produkter retter sig mod områder, hvor der enten er behov bedre behandlinger eller hvor der ikke findes tilstrækkelige behandlinger, det peger ofte i retning af stærke indtjeningsmaginer,« udtaler Frank Hørning.

Tre projekter mod kræft

Ascendis Pharma udvidede fornyeligt sin pipeline med tre prækliniske projekter mod kræft. Selskabet bevægede sig dermed ud af sit vante nicheområde med midler mod endokrinologiske sygdomme. Ascendis Pharmas projekter mod kræft bliver også baseret på Transcon-teknologien, som potentielt kan maksimere effekten af eksisterende behandlinger mod kræft og reducere bivirkninger.

De tre projekter er:

  • Transcon IL-2 beta/gamma, som skal forstærke immunforsvarets angreb på kræftceller gennem stoffet 'interleukin-2,
  • Transcon TLR 7/8-agonist', som skal forstærke immunforsvarets ved at efterligne proteinerne TLR7 og TLR8, og
  • Transcon VEGF-TKI, der skal hæmme blodtilførslen til tumorer ved at blokere proteinet VEGF.

Det er spændende, at man bygge et ekstra forretningsben, fordi hvis Ascendis Pharma med sin teknologi kan optimere eksisterende produkter, så betyder det, at den kliniske vej bliver lettere, vurderer Frank Hørning

»Jeg ser et biotekselskab med en succesfuld forretningsmodel, hvor man er i stand til at skabe sig et område, der kan kanalisere omsætning og indtjening ind til selskabet, og som Ascendis Pharma kan bruge til at udvide sin porteføljen,« udtaler han.

Det er en fremgangsmåde, som man herhjemmefra har set hos f.eks både Genmab og Bavarian Nordic, forklarer han.

Kapitaludvidelse skal sikre 3,6 mia. kr.

Ascendis Pharma annoncerede i begyndelsen af juli 2020, at selskabet vil gennemføre en kapitaludvidelse og via salg af aktier hente godt 3,6 mia. kr. - svarende til ca. 575 mio. dollar.
https://investors.ascendispharma.com/news-releases/news-release-details/ascendis-pharma-announces-proposed-public-offering-adss-5

Pengene skal til dels bruges til den fortsatte kliniske udvikling, regulatoriske godkendelser og kommercielle forberedelse af den potentielle lancering af Transcon hGH. Forventningen er, at kapitaludvidelsen samt den nuværende kassebeholdning skal kunne holde selskabet kørende de næste 12 måneder.

»Man har været dygtig fra selskabets side til at udnytte det åbne vindue, der kom efter man fik resultaterne fra hGH. Kapitaludvidelsen kombineret med selskabets egen kassebeholdning skulle kunne holde selskabet kørende de næste 12 måneder. At man er fint kapitaliseret skaber ro omkring aktien. Det gør, at investorerne fortsat kan fokusere på nyhedsflowet fra projekterne i pipelinen,« forklarer Frank Hørning.

»Hvis ikke man er kapitaliseret så stærkt, har man efter min erfaring set, at fokus skifter fra at handle om, at selskabet har en spændende pipeline til at handle om, hvornår selskabet løber tør for penge, hvornår selskabet går ud med ønsket om at få tilført flere penge, og hvor mange penge selskabet skal hente,« udtaler Frank Hørning.

Timingen for kapitaludvidelsen er helt rigtig, og rigtig godt set af ledelsen, vurderer Frank Hørning.

En kandidat til porteføljen?

Frank Hørning vurderer, at Ascendis Pharma er et selskab med en spændende portefølje af produkter, der har fremvist gode kliniske resultater, der har en spændende leveringsform, der potentielt kan skabe mere effektive produkter med færre bivirkninger, og så har selskabet en organisation, som er gearet til at få produkterne ud over rampen.

Hvilke risici ser du i aktien?

»Ud fra de kliniske resultater, som vi har set for produkterne  mod hormon- og vækstsygdomme virker selskabets teknologi rimelig valideret, men derfor er der selvfølgelig altid en risiko for et ikke-succesfuldt klinisk studiet eller regulatoriske udfordringer. Det er afgørende, at selskabet formår at levere en succesfuld kommercialisering, så selve lanceringen bør være i fokus,« udtaler Frank Hørning.

Men hensyn til projekterne rettet mod cancer, vurderer Frank Hørning, at der er en større risiko, da projekterne stadig er på et tidligt udviklingsstadie. Som investor vil man også bære en valutakurs-risiko, da aktien handles i USD, forklarer biotekanalytikeren.

Men pipelinen, selskabets ageren og nyhedsflowet gør dog alt i alt, at aktien fremstår interessant, vurderer Frank Hørning.

»Det er et ekstremt spændende selskab og aktie, og jeg tror, at der er kursmæssigt mere at komme efter. Hvis man som investor vil have noget udenlandsk biotek i porteføljen, er det her nok en lidt overset mulighed for mange danskere,« udtaler Frank Hørning.

Frank Hørning ejer ikke aktier i Ascendis Pharma.

Hvis du har læst med tidligere, vil du vide, at Frank Hørning tidligere har set nærmere på biotekaktierne Zealand Pharma og Orphazyme. Du kan læse om potentialet i Zealand Pharma her, og hvad Frank Hørning så i Orphazyme her.

Læs også: Aktie-direktør om sit seneste aktiekøb: 'Et selskab, som jeg virkelig gerne vil eje'

Læs også: Se listen: 25 tech-aktier med stort vækstpotentiale