Henter kommentarer

Derfor holder alle øje med, hvad stjerneinvestoren gør nu


Warren Buffett er en af vor tids dygtigste investorer.

Det vurderer porteføljeforvalter Johannes Møller fra den danske kapitalforvalter MW Compounders. Her fokuserer man på selskaber, hvor det er godt at være investeret over lang tid. Han har et bud på, hvorfor markedet holder øje med, hvad den amerikanske stjerneinvestor gør, og hvad han investerer i.

Den 89-årige amerikaner er måske ikke kendt af alle og enhver, men han er vel nok investeringsverdenens største stjerne. At Warren Buffetts gøren og laden optager så mange investorer skyldes, at han i gennem 55 år har præsteret et imponerende afkast, lyder det.

Læs også: 10 gyldne råd fra Warren Buffett

»Han har måske den mest imponerende trackrecord i branchen over så lang en periode,« udtaler Johannes Møller.

Oraklet fra Omaha, som Warren Buffett undertiden bliver  kaldt, er blevet en rockstjerne i finansverdenen ved at købe gode selskaber på et tidspunkt, hvor de var alt for billige, og så har han holdt fast i selskaber over mange år.

»Warren Buffett har dannet skole for investorer, fordi han år efter år har formået at skabe et imponerende afkast og nok også, fordi han var god til at forklare tingene på en enkel måde, eksempelvis via sine årsbreve,« udtaler Johannes Møller.

»Der er også noget fascinerende over, at man kan spotte gode selskaber, som andre ikke opdaget eller opgivet, hvorefter man investerer i dem, og det så viser sig at være en god idé for alle andre. Og så har Warren Buffett en tiltalende, jovial, bedstefar-stil, som arbejder for ham,« udtaler Johannes Møller.

Læs også: Vil du investere mere som stjerneinvestoren? 3 ting, du kan gøre

I de første 40 år af sin karriere, slog Buffett markedet med 11 pct. i gennemsnit om året. De sidste 15 år har han dog ikke slået markedet. Det er der forskellige forklaringer på, vurderer Johannes Møller.

En af forklaringerne er, at han via sit investeringsselskab, Berkshire Hathaway, har tjent så mange penge, at det er svært at få formuen til at vokse i samme takt som aktiemarkedet. Der er med andre ord langt imellem de gode investeringsmuligheder.

Læs også: Hvem er Warren Buffett?

»Han er blevet vildt stor, så det er svært for ham (læs Berkshire Hathaway) at komme rundt i markedet. Han kan ikke bare købe sig ind i hvilken som helst virksomhed, fordi det kræver, at selskabet er stort, og at det samtidig rummer stort et potentiale, der virkelig kan gøre en forskel for afkastet.«

En anden forklaring er måske også, at investeringsguruen er blevet mindre sulten med årene, og så er han kommet meget sent med på teknologibølgen, der gjorde en række amerikanske teknologiselskaber til himmelstormere. Han kom først meget sent med på FAANG-selskabernes kursridt, bemærker Johannes Møller, der henviser til Facebook (nu Meta Platforms), Apple, Amazon, Netflix og Google (nu Alphabet).

»Han er kommet meget sent ind i Apple,« bemærker Johannes Møller.

Teknologikæmpen Apple udgør uden sammenligning den største position i Warren Buffetts børsnoterede portefølje, men det var først i 2016, at den kendte value-investorer føjede teknologigiganten til porteføljen.

Apple er dog siden blevet Warren Buffets største satsning. Den amerikanske teknologimastodont fylder op mod 40 pct. af den børsnoterede del af porteføljen.