Henter kommentarer

Nordea om recessions-frygt: Det er for tidligt at købe aktier her


Der er for Nordea at se ikke udsigt til recession før tidligst i slutningen af 2023.

Derfor er det også for tidligt at indrette porteføljen efter en global nedtur, forklarer Nordeas investeringsstrateg Simon Kristiansen.

I en recession vil  defensive aktier, som man finder inden for medicinalsektoren, forsyningssektoren og stabilt forbrug, typisk klare sig bedre end andre aktier. Det er dog for tidligt at proppe porteføljen med dem, lyder det.

Læs også: 3 stærke aktier til en recession: 'Det er en god egenskab lige nu'

»Det er for tidligt at indrette porteføljen efter en recession, som måske - måske ikke - kommer i slutningen i 2023,« uddyber han efterfølgende og fortsætter:

»Der er ikke noget data, der tyder på en recession i umiddelbar fremtid, og derfor skal man ikke købe aktier efter det nu.«

Læs også: Ekspert udpeger de bedste aktier i en recession: 'Det er virkelig en vinder'

Nordea har dog tidligere haft den meget defensive sektor 'Forsyning' på undervægt, men det har Nordea ændret til en neutral-anbefaling. Overvægt, undervægt og neutral er udtryk for, hvor meget den type aktier bør fylde i porteføljen og dermed hvilken type aktier den nordiske storbank mener, der er værd at satse på.

Nordea har i øjeblikket en overvægt-anbefaling på it-sektoren, der er opfattet som en vækstsektor, og en overvægtanbefaling på medicinalsektoren.

Læs også: Pensionsgigant: Det skal du have i porteføljen for at klare en stor nedtur

»Det kræver selvfølgelig penge investere i it, men vi tror, at trenden med at investere i it fortsætter, fordi det øger selskabernes produktivitet. Medicinal-sektoren vinder på, at man ikke rigtig kan gå på kompromis med ens sundhed,« forklarer han.

Nordea har omvendt en undervægt-anbefaling sektorerne Cyklisk forbrug og Stabilt forbrug.

Læs også: Hvad er sektorer?

Banken har en undervægt på selskaber i de dele af markedet, fordi Nordea ser mindre efterspørgsel hos den type selskaber, og fordi banken samlet set vurderer, at disse selskaber er pressede på marginerne.

Fordelingen i din portefølje er værd at være opmærksom på, understreger Simon Kristiansen:

»Hvis du køber enkeltaktier, så er det vigtigt at være bevist om din aktiesammensætning.«

Hos Nordea opfordrer man investorer til at se porteføljen igennem.

»Investorer skal tjekke, om de for eksempel ligger med for mange coronavindere eller mange cykliske aktier og så tænke over, om det matcher deres investeringsstrategi og ens risikolyst,« udtaler han.

Læs også: Investeringsveteran om billig C25-aktie: 'Den er markant undervurderet'

Læs også: Morgan Stanley ser potentiale i chip-aktier – udnævner to vindere