Henter kommentarer

Nordnet forudser 'ret positiv reaktion' efter opjustering hos dansk 'karrusel-aktie'


 
Det er vigtigt at kende til aktiemarkedets sektorer, for det kan ende med at sikre dig afkast. Dem kan du se mere om her.
Vis mere

Der er formentlig udsigt til en »ret positiv« reaktion fra investorerne torsdag, efter at det danske selskab Asetek var ude med en opjustering onsdag.

Sådan lyder vurderingen fra investeringsøkonom hos Nordnet, Per Hansen.

»Asetek opjusterer forventninger til omsætning og indtjening. Kursreaktionen – ja, det bliver spændende, men formentlig ret positiv,« skriver Per Hansen i en kommentar.

Læs også: Dansk selskab opjusterer forventninger til både salg og indtjening

I en meddelelse til fondsbørsen skriver Asetek onsdag, at man nu forventer en vækst i omsætningen på mellem 25-35 pct i 2023, mens forventningen til driftsindtjeningen vokser til mellem 5-7 mio. dollar mod tidligere 2-4 mio. dollar.

Per Hansen påpeger dog, at Asetek-aktien de seneste år har været på en »karruseltur« med store kursudsving. Derudover er det nordjyske selskab også noteret på børsen i Norge, men på vej mod en afnotering.

Den dynamik har investorerne måske ikke været klar over, skriver Per Hansen:

»I forbindelse med noteringen i Danmark og afnoteringen i Norge, har investorer nærmest handlet i blinde. De var ikke klar over, at aktien i Norge i NOK skulle svare til aktien i Danmark omregnet i DKK,« skriver Per Hansen i en kommentar og tilføjer at det har givet større »kursudsving og dønninger« i aktien.

Asetek-aktien var oppe i en pris på 6,04 kr. per aktie i maj, men er siden faldet til en pris på 3,4 kr. per aktie.

Selskabet har hovedsæde i Nordjylland og producerer blandt andet hardware og kølesystemer til gaming-computere.

Læs også: Dansk selskab dropper aktiesalg

Læs også: Sydbank: Det kan mærkes under overfladen