Henter kommentarer

Nordnet: Hvis du har disse aktier, er det advarselssignal


Tirsdag fik vækstinvestorer et advarselssignal.

Det vurderer Nordnets investeringsøkonom Per Hansen i kølvandet på gårsdagens rentestigninger. De amerikanske renter steg på ny og nåede endnu tættere på 1,7 pct. for de 10 årige renter. Renten er da også steget fra 1,36 pct. i midten af december til 1,64 pct. i dag.

Læs også: Pensionskæmpe: Tretten bud på 2022

»Stigende renter, og forventninger om yderligere rentestigninger – med Federal Reserves tre forventede rentestigninger in mente – kan gøre investeringslivet surt for vækstaktierne,« advarer Per Hansen.

Det sker med henvisning til den måde som aktier værdiansættes på. Stigende renter gør selskabernes pengestrømme ude i fremtiden mindre værd målt i nutidskroner. Det rammer vækstaktierne relativt hårdere end value-aktierne, fordi en større del af vækstaktiernes indtjening ligger ude i fremtiden.

For Per Hansen at se er der samtidig en rotation i markedet, hvor investorer i højere grad fokuserer på cykliske aktier, fordi omikron giver et mildere sygdomsforløb, selv om den smitter mere. Det har ifølge skabt en forhåbning om, at vi snart kan lægge nedlukningerne bag os.

Læs også: Stort comeback til Vestas-aktien? Det tror strategen, der vil ske

»Det mest sandsynlige scenarie set ud fra mit synspunkt er, at de amerikanske renter vil stige yderligere; at dollaren vil stige yderligere; at investorerne i det mindste kortsigtet vil fokusere mere og mest på cykliske aktier, og at 2022 kan blive et vanskeligt år for vækstaktier med en meget høj prisfastsættelse,« lyder det fra investeringsøkonomen, der tilføjer:

»Investorerne holder øje med og spejder efter 2 pct. markeringen for de 10 årige renter, og den hændelse er tættere på end de fleste ved; er ikke indregnet i aktiekurserne og kan give en vis aktiemodvind for helåret.«

Nordea mener allerede at kunne se tegn på nervøsitet på de finansielle markeder.

»Der er nervøsitet og usikkerhed på markederne, som i overvejende grad er præget af udsigten til højere renter. Investorerne vender hver en sten for signaler om, hvorvidt Fed vil fastholde deres signaler om tre renteforhøjelser i løbet af i år,« lyder det i en kommentar fra storbanken onsdag morgen.

Du kan prøve kræfter på aktiemarkedet uden at investere for rigtige penge ved at bruge Euroinvestors porteføljeværktøj gratis. Du logger ind på Euroinvestor i menuen øverst til højre på sitet. Du kan også klikke videre på de enkelte aktier i artiklerne ovenfor og få mere information om virksomhedernes afkast, forretningsmodel samt en række nøgletal.

Læs også: Warren Buffett forgyldt af Apples vilde børseventyr

Læs også: Milliardforvalter advarer mod børsstormvejr: Det bør du gøre nu