Herhjemme har inflationen haft fart på siden årsskiftet, og det har både gjort turen til tankstationen og supermarkedet dyrere.
Men i Tyrkiet står det endnu værre til. Nye tal viser, at den årlige inflation i april ramte 70 pct. mod 61 pct. i marts.
»Derved fortsætter inflationen sin himmelflugt, og Tyrkiet indtager nu en kedelig andenplads på den globale inflationsrangliste, kun overgået af Venezuela, som havde en inflation på 285 pct. i marts måned. Hvis man ser bort fra energi og fødevareinflation, det såkaldte kerneinflationsmål, så steg priserne med over 50 pct. i forhold til april sidste år,« lyder det i en kommentar fra Jakob Ekholdt Christensen, der er Head of Global Macro Research i Danske Bank.
På trods af Tyrkiet har formået at stabilisere sin valuta, liraen, de seneste måneder, er inflationen blevet presset yderligere i vejret af højere priser på fødevarer og energi, da Tyrkiet er storimportør af både olie, gas og hvede fra Rusland og Ukraine.
Den tyrkiske centralbank har et inflationsmål på 5 pct. Alligevel fastholder centralbanken en styringsrente på 14 pct.
»Derfor er der stadig fuld tryk på seddeltrykken i den tyrkiske centralbank med en vækst i pengemængden på 50 pct. Det afspejler sig også i den høje inflation,« skriver Jakob Ekholdt Christensen.
De seneste inflationstal fra Danmark er fra marts måned og lyder på 5,4 pct., hvilket er det højeste niveau i mere end 35 år.
Læs også: Er det nu, du skal opkonvertere? Få chefanalytikerens råd
Læs også: Dansk børskæmpe klar med pengeregn til aktionærerne


Få styr på økonomien til efteråret: 10 smarte greb, der kan spare dig tusindvis af kroner