Sænkede renter og øget usikkerhed: Her er chefstrategens råd til privatinvestorerne

Onsdag aften var der amerikansk rentemøde, og det har direkte betydning for, hvor du som investor bør placere dine penge.
Den amerikanske centralbank Fed signalerede forventninger om en ekstra rentenedsættelse inden nytår - noget som aktiemarkedet normalt tager rigtig godt imod.
Det er dog ikke alle, der tror på, at rentefesten fortsætter helt til årets udgang.
Der skal nemlig ikke meget til at tippe vægtskålen tilbage til én rentenedsættelse, lyder det fra Nykredits chefstrateg, Frederik Engholm, da Euroinvestor spurgte ham om, hvad han tænker om onsdagens rentemøde i USA.
»De signaler, der blev sendt, var grundlæggende ikke en årsag til at blive meget optimistisk. Tværtimod. Mit bedste bud er, at hvis der kommer nogle få arbejdsmarkedstal, der ser lidt bedre ud, så skal der ikke meget til, før de springer en rentenedsættelse over,« lyder det fra chefstrategen.
Sagen er nemlig den, at USA lige nu døjer med to modstridende problemer. På den ene side er der et arbejdsmarked, der underpræsterer i forhold til jobskabelsen, hvilket peger i retning af lavere renter, mens der på den anden side er en højere inflation end forventet, som kalder på det modsatte.
Rentenedsættelsen til 4,25 pct. fra 4,5 pct. vidner om, at Fed på nuværende tidspunkt har valgt at vægte arbejdsmarkedet højest.
»Det er formentlig med den tanke, at inflationen er nemmere at få under kontrol - et midlertidigt problem - hvorimod svag jobskabelse kan udvikle sig til en negativ spiral, som tager længere tid at få under kontrol,« vurderer Frederik Engholm.
Men hvad betyder det for dine investeringer eller overvejelser, om hvor du skal investere?
Rentenedsættelser plejer jo som sagt at være godt nyt for aktiemarkedet, der grundlæggende kan lide rentenedsættelser. Men den rentenedsættelse, der kom onsdag, er allerede indregnet i aktiemarkedet, forklarer Frederik Engholm.
»De dele af markedet, der er mest følsomme over for rentenedsættelser, har allerede reageret. Det gælder blandt andet de aktier, der knytter sig til temaet kunstig intelligens for eksempel kommunikations-sektoren, som har fået meget medvind. Den cykliske del af markedet, såsom cyklisk forbrug og materialer, har også klaret sig godt,« fortæller han.
Balancegangen i forhold til, hvordan man eksponerer sig, kan være svær, og mange faktorer spiller ind. Den politiske situation er stadig ustabil, og derfor vurderer chefstrategen, at det giver mening at være påpasselig omkring de aktier, der er mest følsomme over for det relativt uforudsigelige handelspolitiske spil.
»Vi vil gerne undgå de sektorer, der er mest eksponeret over for handelskrig, men i stedet fokusere på de mere nationalt eller regionalt eksponerede sektorer, som kun i begrænset omfang leverer ydelser på tværs af toldregioner - eller sektorer som ikke handler varer men i stedet services som ikke er ramt af toldusikkerhed,« understreger Frederik Engholm, og peger på sektorer som forsyning, kommunikation og finans, som alle passer på beskrivelsen.
Leder du efter flere aktietips, kan du læse om, hvor senior strateg hos Jyske Bank, Michelle Nørgaard, tror, de største muligheder er lige nu.
