Henter kommentarer

Trods smadret aktiekurs: 'Vi har aldrig performet bedre'

Foto: ESA/Gaia/DPAC/Acknowledgement A.
Vis mere

 

Aktiekursen i Gomspace er faldet omkring 90 pct. siden toppen for lidt over tre år siden. Men forretningen er aldrig gået bedre for den nordjyske satellitproducent, påpeger Gomspaces finansdirektør Troels Nørmølle.

»Vi har aldrig performet bedre, end vi har gjort nu under krisen. Vi sidder lige nu med en backlog på langt over 200 mio. Når vi sælger langt mere end det, vi omsætter for, er det et godt tegn. Ordreindtaget er stort, og det er nogle ret sikre ordrer,« siger Troels Nørmølle med henvisning til de ordrer, som først skal leveres i fremtiden og dermed endnu ikke er blevet konverteret til reel forretning.

Selskabets største kunde er den europæiske rumorganisation ESA, der udgør en tredjedel af omsætningen. Sammen arbejder de på at sende satellitter ud for blandt andet at udforske asteroider i deep space med henblik på at finde mineraler, som potentielt kan udvindes.

»Vi laver også et projekt med ESA, hvor man sender satellitter op, som skal smadre ind i en asteroide for at måle, hvad der sker. Tanken er, at man vil måle, hvad der skal til for at undgå, at den rammer jorden,« siger Troels Nørmølle.

Et kommercielt gennembrud

Investorerne savner dog at se et decideret kommercielt gennembrud fra Gomspace, lyder det fra flere analytikere. Men i princippet er Gomspace tæt på at nå dertil, mener finansdirektøren.

»Vi genererer positiv pengestrøm og har gjort det i et par kvartaler, så hvis det er kriteriet, er vi tæt på mål. Men vi har ikke nået vores eget mål om at nå en margin på 50 pct. endnu - der ligger vi noget under lige nu,« siger han.

Bruttomarginen lå på 24 pct. i tredje kvartal 2020, hvilket er en pæn forbedring fra de 11 pct. i samme kvartal 2019.

»Vi vi skal have flere kommercielle ordrer og mere volumen i vores forretning,« siger Troels Nørmølle, der er overbevist om, at Gomspace nok skal nå sine mål ved bl.a. at sælge til universiteter, så de kan designe deres egne satellitter, samt til forskellige lande, så de kan overvåge eksempelvis fly- og skibstrafik.

Selskabet har tidligere haft et mål om at opnå en omsætning på 1,5 mia. svenske kr. i 2023, men målet blev droppet i starten af 2020 med forklaring om, at coronakrisen vil lægge en dæmper på efterspørgslen i de næste par år.

Ser potentiale

Storbanken Danske Bank og investeringsbanken ABG Sundal Collier dækker begge aktien. Sidstnævnte vurderer en fair aktiepris mellem 7-44 svenske kr., fremgår det af ABGs seneste analyse fra slutningen af oktober. Du kan læse mere om Danske Banks syn på aktien her.

Det totale marked for satellitter udgjorde i 2019 samlet 271 mia. dollar ifølge organisationen for satellitindustri SIA. Gomspace selv estimerer, at selskabet adresserer et marked på omkring 2,6 mia. dollar med potentiale for mere i takt med, at markedet vokser. Det skriver ABG Sundal Collier i sin analyse.

I 2020 venter Gomspace at ramme en omsætning på 160-180 mio. svenske kr., og dermed er der stadig et stort uudnyttet potentiale ifølge virksomheden.

Investeringsbanken vurderer, at Gomspaces salg vil vokse 23 pct. til næste år og 39 pct. i 2022. Hvis det holder stik, vil omsætningen ende på 291 mio. svenske kr. i 2022.

Samtidig vokser markedet i sig selv. Satellitmarkedet som helhed udgjorde 64,4 mia. dollar i 2001, mens det altså i 2019 lå på 271 mia. dollar i 2019, hvilket svarer til en årlig vækstrate på 8 pct. Forskellige studier viser desuden, at markedet vil fortsætte med at vokse omkring 8 pct. om året i de næste årtier, fremgår det af analysen fra ABG.

Også analytiker Lau Svenssen, der er kendt fra aktiepodcasten Millionærklubben, er lun på Gomspace. Han kastede for første gang penge efter aktien for fire år siden med supplering af flere aktier i december 2018, hvor der var en stor tegning.

»Her købte jeg ekstra ind for at nedbringe den gennemsnitlige købspris, der vist lå omkring 28 svenske kroner for min første satsning. Averaging Down, kaldes det,« forklarer Lau Svenssen.

Du kan læse mere om analytikerens syn på aktien her.

Læs også: Analytiker om dansk selskab: Derfor ser jeg potentiale i sønderskudt aktie

Læs også: Sydbank: Særdeles positive data fra Genmabs nye studie