Henter kommentarer

Udsigt til kursstigninger - her er torsdagens finansielle overblik

FILE - The Fearless Girl statue stands in front of the New York Stock Exchange in New York's Financial District on Tuesday, Nov. 5, 2024. (AP Photo/Peter Morgan, File)
FILE - The Fearless Girl statue stands in front of the New York Stock Exchange in New York's Financial District on Tuesday, Nov. 5, 2024. (AP Photo/Peter Morgan, File) Foto: Peter Morgan/AP/Ritzau Scanpix
Vis mere

Godmorgen og velkommen til ugens næstsidste finansielle overblik.

Onsdag bød på sur stemning - både i USA og herhjemme, men torsdag er der lagt op til en anelse fremgang på førstnævnte marked, der kan udligne lidt af det tabte fra i går. 

I dag lander der også friske regnskabstal fra fodboldklubben fra Vestegnen, Brøndby IF, og fra USA kommer der friske ledighedstal, der kan påvirke stemningen på markedet.

Vi starter det finansielle overblik østpå, hvor børserne lige nu er åbne for handel.

Investorerne køber op i de japanske aktier, og det får det toneangivende japanske aktieindeks - Nikkei 225 - til at stige 0,2 pct.

Også de kinesiske aktier stiger torsdag. Det ses i Hang Seng-indekset, der stiger 0,4 pct.

Hjemme i Europa er der ikke lagt op til de store bevægelser for de europæiske aktier, hvis man tager udgangspunkt i futures for Stoxx 50-aktieindekset, der lige nu står til at åbne i en flad åbning.

De amerikanske aktier står derimod til at stige, når børshandlen i eftermiddag dansk tid går i gang. Det viser futures for det store, brede S&P 500-indeks, det teknologitunge Nasdaq-indeks og Dow Jones-indekset.

Således står alle tre indeks til at stige 0,2 pct.

Udviklingen i Dow Jones viser kursudviklingen for 30 store, veletablerede amerikanske industrivirksomheder og afspejler derfor især den traditionelle økonomi.

S&P 500-indekset omfatter mange forskellige selskaber, mens Nasdaq især fokuserer på teknologi- og vækstselskaber.

Prisen på guld, olie og kryptovaluta giver os også et praj om stemningen i markedet. Vi begynder med det sorte guld, nemlig olien, der falder beskedent.

En tønde af den amerikanske WTI-olie koster nu 64,7 dollar, mens den europæiske Brent-olie nu koster 68,2 dollar.

Prisen på olie følges nøje af investorer, fordi den kan give en idé om, hvordan verdensøkonomien klarer sig. En stigende oliepris indikerer økonomisk vækst, mens et fald kan være tegn på det modsatte.

Geopolitiske faktorer og produktionsbeslutninger kan påvirke udbuddet af olie. Hvis prisen på det sorte guld stiger kan det føre til højere forbrugerpriser og inflation.

Guldprisen er også faldet en smule det seneste døgn, men det gyldne metal er ikke desto mindre steget mere end 42 pct. i år. Guldet handles til en pris på 3.732,65 dollar pr. ounce torsdag morgen.

Guldet er værd at følge, fordi guld opfattes af mange som en sikker havn i krisetider og har historisk klaret det godt i perioder med modvind på aktiemarkedet.

Kryptovalutaen bitcoin er steget det seneste døgn. Den digitale mønt koster nu 111.785 dollar. Bitcoin-kursen er interessant at følge, fordi den fortæller os noget om markedsstemningen, især blandt mere risikovillige investorer.