Henter kommentarer

Ugens aktie: Astralis Group - her er styrkerne og svaghederne

Kan Astralis Group omsætte succesen indenfor e-sport til en solid platform på børsen? Arkivfoto: Kevin C. Cox/Getty Images/AFP/Ritzau Scanpix
Kan Astralis Group omsætte succesen indenfor e-sport til en solid platform på børsen? Arkivfoto: Kevin C. Cox/Getty Images/AFP/Ritzau Scanpix Foto: Kevin C. Cox
Vis mere

9. december er datoen for Astralis Groups børsnotering på Nasdaq First North, men hvad kan investorerne forvente? Det giver analytiker Lau Svenssen fra Aktieinfo og fast deltager i Millionærklubben her sit bud på.

Tempoet er næsten lige så højt i firmaets selskabsretlige og økonomiske transaktioner som i de e-sport-turneringer, man deltager i. Det selskab som nu lanceres på børsmarkedet, blev stiftet 31. juli i år, købte Astralis Group Management ApS 14. august, og de tre personer i bestyrelsen med ansvar for prospektet tiltrådte 8. november. Dog anføres det, at de to topchefer, Nikolaj Nyholm og Jakob Lund Kristensen, har været i gang siden 2016 - altså i tre år.

Provenuet fra den kommende børsintroduktion anses, så vidt revisors anmærkning kan forstås, som central for selskabets økonomi - altså som en form for forventet efterbevilling.

Alt tyder da også på, at det vil lykkes at fremskaffe de ønskede penge, netto 114-139 mio. kr. Da selskabet er lille, kan beløbet indfri alle nuværende forpligtelser, og så er alt jo pludselig godt igen.

På forhånd er der opnået tilsagn om tegning af knapt 6,4 mio. aktier ud af udbuddet på 14,0-16,8 mio. styk. I forvejen er der udstedt 40,0 mio. aktier, så børsværdien ved maksimum kommer op i 508 mio. kr. ved tegningskursen på 8,95 kr. I det åbne marked skal der kun hentes 68-93 mio. kr.

Der er mulighed for, at det koger over, hvis interessen for e-sport skaber eufori om aktien. Astralis får gavn af at være den første danske aktie inden for e-sport. Så langt så godt.

Raket eller useriøst flip?

Balladepunktet er, hvad de nye aktionærer får for deres penge her og nu, og hvilket perspektiv en sådan aktie rummer fremover som investering. Det drejer sig om de kommercielle muligheder i e-sport, og selskabets evne til at drive en sådan forretning, plus risikoforholdene i en branche, som er udsat for ”easy come, easy go”.

Spørgsmålet er, om Astralis er en ny raket i lighed med de første års prisudvikling på Bitcoin, eller er det vurderet på langt sigt bare et useriøst flip?

Virkefeltet er basalt set underholdning, og der er kun penge i det, hvis man kan forblive i toppen. Samtidig er penge faktisk en forudsætning og dermed barriere for nybegyndere. Man skal nemlig ikke kun råde over en trup af spillere, men også upfront betale for overhovedet at få adgang til at deltage i de afgørende events med mediedækning - og det udgør gevinstfeltet. Det er ikke en fri idræt for dygtige amatører. Forudbetalingerne hertil er selskabets største aktivpost.

Kun ét er sikkert i underholdning

Som forretning er der derfor en regulær økonomisk satsning på succes ved turneringerne. Her klarer Astralis sig fint i øjeblikket og mener at have fundet en ideel evne til træning og udførelse af kampene. Men man er afhængig af få personers koncentrerede præstation og samarbejdsevne.

Sandsynligvis er det ikke muligt at opretholde en frontposition på langt sigt - medmindre Astralis opnår suveræn økonomisk styrke til køb af mandskab og er i stand til at være permanent ydmyg i opgaven. Inden for underholdning er der ifølge den gamle showmand Stig Lommer kun én sikker ting: Omkostningerne.

Cash Burn må da også påregnes på kort sigt. Ledelsens forventning for 2020 og 2021 lyder på stærkt stigende omsætning, men EBITDA (brutto cash flow fra driften før af- og nedskrivninger) vil blive liggende nede ved nulpunktet.

En så lav guidance giver selvfølgelig plads til positive overraskelser, men det er et skuffende oplæg.

Selskabet er i en opbygningsfase, og det samme gælder for e-sport som professionel organiseret underholdning.

Best Case er en udvikling med stærk vækst for denne nye type af medieindhold, som har mulighed for et kvantespring opad i antallet af brugere og dermed indtægter. Fans vil kun udgøre en lille del af dette tal. Her ligger aktiens store chance på mellemlangt sigt.

Fun to play, but hard to win.

Styrker

Astralis har placeret sig stærkt med sit team inden for Counter Strike-spillet. Der er tale om global dækning, hvor e-sport er en ny spændende form for underholdning, som især appellerer til unge mennesker. Der er udvidet i to supplerende segmenter for at opbygge et bredere fundament. Økonomisk vil kapitaltilførslen give mulighed for ekspansion.

Svagheder

Selskabet er trods udvidelser meget lille og afhængigt af præstationen hos sine kun 25 medarbejdere. Økonomisk vil andre operatører kunne overtrumfe selskabet i styrke og dermed kampkraft. “Cash is King” i branchen. Det nuværende forspring i spilleresultater er derfor ingen given ting.

Muligheder

Man har opnået et forspring, som kan udnyttes og skal cementeres bedst muligt. Køb af velfungerende spillere bliver en mulighed. I takt med gode præstationer øges værdien af sponsorater og efterspørgslen på merchandise-produkter. Voksende interesse for e-sport vil give bedre betaling for rettighederne til mediedækning i branchen.

Trusler

Centrale personer kan kræve højere betaling og vælge at skifte arbejdsplads. Det kan spolere et hidtil velfungerende team. Her burde aftalerne dog give Astralis ro frem til udgangen af 2021. Professionel e-sport er en ny branche, som skal gennem en modning. Medieselskaber er placeret som et afgørende led i varekæden, som kan presse de spillende hold på priser og vilkår.

Læs også: Et sats på en industri i massiv vækst? Ekspert sætter ord på Astralis-børsnotering

Hver fredag bringer vi en fundamental analyse af en aktie i samarbejde med Aktieinfo. Analysen udarbejdes af John Stihøj, som har mangeårig erfaring fra den finansielle sektor, og Lau Svenssen, kendt fra bl.a. »Millionærklubben« hos Euroinvestor. Lau Svenssen har beskæftiget sig med aktieanalyse siden 1978.