Henter kommentarer

Ugens aktie: Vil være førende vaccineproducent i 2025

Lau Svenssen, der har skrevet Ugens Aktie-analyse om Bavarian Nordic, står klar til at udnytte sin fortegningsret. Deler du hans optimisme?
Lau Svenssen, der har skrevet Ugens Aktie-analyse om Bavarian Nordic, står klar til at udnytte sin fortegningsret. Deler du hans optimisme? Foto: FLORENT VERGNES
Vis mere

Trods turbulens på markedet har Bavarian Nordic netop indledt en 2,8 mia. stor aktietegning. Selskabets ambitioner er høje, og idéen med aktietegningen er at tage et tigerspring fremad. Lau Svenssen mener, det lyder lovende - læs hans analyse her, og døm selv.

Bavarian Nordic har netop indledt en 2,8 mia. kr. stor aktietegning med fortegningsret for de eksisterende aktionærer, som i løbet af de kommende to uger har adgang til tegning af nye aktier i forholdet 4:5 til kurs 109. Man udvider altså svarende til 80 procent flere aktier. Belastningen bliver stor for aktionærerne, der i stedet kan vælge at sælge deres tegningsretter. Da selskabets børskurs (148) presses af det store cash call, lyder det som en god idé at gå med.

Tidspunktet er dog gået hen og blevet uheldigt som følge af turbulens på børserne, men opgaven var givet på forhånd. Pengene skal genopbygge det finansielle beredskab, idet man allerede har anvendt sine penge til overtagelse af to vaccineprodukter fra GlaxoSmithKline. Købsprisen er fair og indeholder desuden en form for afbetaling i forhold til performance i salget.

Idéen for Bavarian Nordic er at foretage et tigerspring fremad via godkendte produkter til almindelig brug og dermed drift af egen organisation til produktion, distribution og salg. Samtidig satser man på at kunne opnå fordele ved stordrift i kombination med Bavarian Nordics andre aktiviteter. Men kravene er så høje, at det kan tage op til 5 år for at flytte produktionen. Ambitionen lyder: Bavarian Nordic stiler mod at opnå en position som en af verdens førende, uafhængige producenter af vaccine i 2025.

Arbejder på flere spor

GlaxoSmithKline-produkterne er rettet mod risiko for hundegalskab og hjernebetændelse efter bid af en flåt. Omsætningen i 2019 var på hhv. 129 og 71 mio. euro, svarende til ca. 1,5 mia.kr. Der er tale om almindeligt salg i modsætning til Bavarian Nordics hidtidige opgaver med kontrakter fra offentlige myndigheder.

Her er USA’s bioberedskab (BARDA) den altafgørende kunde for koppevaccinen JYNNEOS. En store rammeordre er sat på vågeblus, idet BARDA venter på en ny, frysetørret udgave med lang holdbarhed. Den skal dog først testes og godkendes.

Bavarian Nordic arbejder nu på flere spor. Kernen er de tre godkendte produkter. Man har fire R&D-projekter under Janssens paraply (Johnson & Johnson), hvor man reelt er sleeping partner med gevinstchance uden risiko. Fremtiden skal reelt sikres ved egne R&D-projekter. De omfatter nye former for forebyggende vacciner (lungeinfektionen RSV har 2022 som tidsramme) og terapeutisk anvendelse af vacciner mod kræftsygdomme. Sidstnævnte er en form for storvildtjagt med high risk/return-profil og krav om mange års R&D-indsats.

Janssen har allerede indgivet ansøgning i EU om godkendelse af en Ebola-vaccine. Behovet er så presserende, at R&D-forløbet er blevet gennemført på rekordtid. De tre andre R&D-projekter med grundlag i Bavarian Nordic-teknologi hos Janssen (HPV, HIV og HBV) følger et normalt tempo.

Kapaciteten på fabrikken i Kvistgård er ved at blive udvidet med et påfyldningsanlæg (pris ca. 500 mio. kr.). Flaskehalsen kan dog blive fremstillingen af vaccinerne. Reelt er det dimensioneret til at fungere med stamleverancer og plads på toppen til ekstra output, hvis BARDA har behov herfor.

Politisk afhængighed

Den igangværende spredning af Corona-virus er et wake up-call til myndighederne i alle lande om at revurdere deres beredskab og specifikt at udvikle vacciner mod den nye type af virus. Der har ikke været faretruende udbrud i mange år. I mellemtiden har globaliseringen åbnet op for hurtig og ukontrolleret spredning.

Aktive udviklingsprogrammer for vacciner og opbygning af kapacitet til beredskab er en statslig beslutning. I forhold til skadevirkningerne og udgifterne til at kompensere for en afsporing af samfundets aktiviteter er indsatsen med nye vacciner småpenge.

Men det er en politisk afgørelse at bevilge penge til firmaer, som vil påtage sig at udvikle et velfungerende produkt. Hvorvidt Bavarian Nordic får mulighed for at deltage her, vides ikke, da det bliver USA og EU som skal tage fat.

Uanset det burde det aktiemæssigt stå klart, at Bavarian Nordic råder over en styrkeposition med sine moderne vacciner, der er beskyttet af 718 patenter (plus 272 patentansøgninger). Ledelsens målsætning er nok værd at satse på netop nu, hvor aktietegningen presser børskursen ekstra nedad. Her er omsider en aktie med upside-perspektiv i en tid med et tumultarisk forløb præget af frygt og yo yo-udsving på finansmarkedet.

 

Styrker

Selskabet råder over tre godkendte produkter, og man deltager indirekte i en Ebola-vaccine, der er under godkendelse. Teknologisk står man stærkt med rettighederne til brug af den såkaldte MVA-vektor, som kan benyttes i mange former for vaccine. Med koppevaccinen JYNNEOS er Bavarian Nordic placeret i en nøglerolle for USA’s beredskab mod biologiske trusler, herunder terrorangreb.

 

Svagheder

Bavarian Nordic er afhængig af få produkter og sine teknologiske metoder. Segmentet for vacciner har nydt høj anseelse i medicinalbranchen, men været anset som gammeldags uden vækstmuligheder. Indflydelse fra offentlige sundhedsvæsner har generelt begrænset de kommercielle muligheder. Konkurrenterne er store koncerner med dybe lommer.

 

Muligheder

Ny erkendelse af behovet for effektive vacciner er på vej. Det kræver stor indsats og udvidet kapacitet hos private leverandører, herunder betaling for 'Stand By-aftaler' med myndigheder. Samarbejde mellem lande bliver også nødvendigt. Hvis Bavarian Nordic skal være med her, er en stor partner nødvendig, da kapaciteten skal flerdobles. Ultimativt kan Bavarian Nordic blive købt op af en big pharma-koncern, og her står Johnson & Johnson med fire R&D-aftaler i positionen som førstevælger.

 

Trusler

Konkurrence udgør den afgørende trussel, herunder nye metoder for udvikling og fremstilling af vacciner. Corona-udbruddet kan udløse fornyet interesse for det glemte segment med vacciner, og dermed kan der blive sat gang i ny opfindsomhed og overraskende teknologiske fremskridt. Bavarian Nordic har ikke selv opbakning i sit hjemland, mens firmaer i store lande kan blive tildelt fordele. Selskabets største ambition er at udvikle et vaccinebaseret produkt til kræftbehandling, men det kan vise sig umuligt at gennemføre.

 

Lau Svenssen ejer aktier i Bavarian Nordic og påregner at tegne nye aktier ud fra beholdningens størrelse. Hver uge bringer vi en fundamental analyse af en aktie i samarbejde med Aktieinfo. Analysen udarbejdes af John Stihøj, som har mangeårig erfaring fra den finansielle sektor, eller Lau Svenssen, kendt fra bl.a. »Millionærklubben« hos Euroinvestor. Lau Svenssen har beskæftiget sig med aktieanalyse siden 1978. Du kan lytte til Millionærklubben her.

Læs også: Bavarian indgår licensaftale: Tager næste skridt med coronavaccine

Læs også: Michelle Nørgaard: Midt i regnskabssæsonen - her er 3 aktier til kort og langt sigt

Læs også: Lau Svenssen med dyster forudsigelse: Vi står foran et stort dyk