Aktierne sætter rekord - igen: Her er det finansielle overblik fredag

Godmorgen og velkommen til ugens sidste handelsdag.
Torsdag gik hen og blev rekordernes dag. Alle tre ledende amerikanske indeks lukkede i rekordniveauer ovenpå onsdagens rentenedsættelse fra den amerikanske centralbank, Fed.
Vi starter den finansielle overflyvning med at kigge mod Asien:
Investorer sælger ud af japanske aktier her til morgen. Det afspejler sig i Nikkei-indekset, der falder 0,2 pct.
Aktierne stiger til gengæld en smule i Kina - i hvert fald hvis man tager udgangspunkt i Hang Seng-indekset med base i Hong Kong, der sendes op med 0,1 pct.
Europæiske aktier står til at falde, når handlen skydes i gang. Futures for det toneangivende Stoxx 50-indeks indikerer et fald på 0,04 pct., mens DAX-indekset i Tyskland står til at stige 0,05 pct.
De amerikanske aktier står til at handle fladt, men lige akkurat i grønt i børsåbningen fredag.
Således er status forud for børshandlen i USA, der går i gang 15.30 dansk tid, at Nasdaq-indekset står til at stige 0,004 pct., mens S&P-indekset og det industrifyldte Dow Jones-indeks står til at åbne oppe 0,03 og 0,06 pct.
Udviklingen i Dow Jones viser kursudviklingen for 30 store, veletablerede amerikanske industrivirksomheder og afspejler derfor især den traditionelle økonomi.
S&P 500-indekset omfatter mange forskellige selskaber, mens Nasdaq især fokuserer på teknologi- og vækstselskaber.
Prisen på guld, olie og kryptovaluta giver os også et praj om stemningen i markedet. Vi begynder med det sorte guld - nemlig olien.
En tønde af den amerikanske WTI-olie koster nu 63,4 dollar, mens den europæiske Brent-olie koster 67,3 dollar. Det er en smule lavere niveau end for et døgn siden.
Prisen på olie følges nøje af investorer, fordi den kan give en idé om, hvordan verdensøkonomien klarer sig. En stigende oliepris indikerer økonomisk vækst, mens et fald kan være tegn på det modsatte.
Geopolitiske faktorer og produktionsbeslutninger kan påvirke udbuddet af olie. Hvis prisen på det sorte guld stiger kan det føre til højere forbrugerpriser og inflation.
Guldprisen er steget det seneste døgn. Guldet handles til en pris på 3.659 dollar pr. ounce.
Guldet er værd at følge, fordi guld opfattes af mange som en sikker havn i krisetider og har historisk klaret det godt i perioder med modvind på aktiemarkedet.
Kryptovalutaen bitcoin er faldet 0,3 pct. det seneste døgn. Den digitale mønt koster nu 117.050 dollar. Bitcoin-kursen er interessant at følge, fordi den fortæller os noget om markedsstemningen, især blandt mere risikovillige investorer.
