For enden af de københavnske villaveje står der en krukke med guld. Siden 2010 har københavnske boligejere oplevet, at deres huse og lejligheder er mere end fordoblet i værdi.
Derude hvor kragerne vender og regnbuerne ender, står der en krukke med – ja, beklager det lidt højpandede finanslingo – negativt kapitalafkast på fast ejendom.
Som vi skrev mandag har københavnske boligejere scoret millioner i friværdi de seneste år, mens boligejerne i Udkantsdanmark ikke har været inviteret med til festen.
For eksempel har en gennemsnitlig husejer på Lolland kun oplevet, at huset er steget med 10 procent de seneste 13 år, mens inflationen i samme periode har været mere end dobbelt så høj. Der er dejligt på Lolland, men en god investering er et huskøb ikke på de kanter.
Det danske boligmarked er kort sagt kløvet i to. Hver eneste måned siden januar 2011 har en helt almindelig husejer i København sat 25.000 kroner skattefrit ind på friværdikontoen. På Lolland er friværdikontoen blevet udhulet dag for dag, når der tages højde for inflationen.
Skal man begræde den udvikling?
Ikke nødvendigvis.
Studerende fra hele landet – også fra Lolland – og udlandet valfarter nemlig til København for at dygtiggøre sig og tage for sig af byens rige kulturliv. Højtuddannede flytter til byen fra både andre dele af landet og udlandet for at arbejde i velbetalte job. Københavnske kvinder føder en sjettedel af alle nyfødte børn i Danmark. Flere bor alene – frivilligt eller ufrivilligt. Alle har de brug for tag over hovedet, og det skubber selvsagt priserne på ejerboliger op over tid – ikke mindst fordi der bygges meget få nye ejerboliger i København.
Frem mod 2050 skal der ifølge Københavns Kommune bygges 64.000 boliger for at kunne huse de cirka 100.000 ekstra borgere, der vil bo i byen om godt og vel 25 år.
Men selv hvis samfulde 64.000 boliger blev opført som ejerboliger, vil det ifølge en analyse fra Copenhagen Economics kun lige akkurat kunne holde prisstigninger på ejerboliger i København nede på den landsgennemsnitlige stigningstakt.
Hvis det er målet at holde prisstigningstakten på ejerboliger i København nede på landsgennemsnittet, er konsekvensen til at tage at føle på:
Det vil i så fald betyde et fuldt stop for nybyggeriet af ungdomsboliger, alment boligbyggeri, andelsboliger og private udlejningslejligheder, der har en husleje, som sygeplejersker og politibetjente har råd til at sidde i. Er det ønskeligt? Nej, vel.
Hvis vi ønsker et København, hvor både den studerende, politibetjenten og direktøren kan og vil bo i fremtiden, må man – også hvis man synes, at friværdiformuerne er uretfærdigt fordelt ud over landet – netop acceptere, at priserne på ejerboliger i København vil fortsætte med at stikke af fra resten af landet i de kommende år og årtier.
Man kan komme galt af sted med at sige den slags: Men sådan er det jo.
