Henter kommentarer

Mandag er sidste chance for at få sidegevinst på Mærsk-aktien


Mandag er sidste chance for at få fingre i Svitzer-aktier som en sidegevinst på Mærsk-aktierne.

Tirsdag bliver slæbebårdsrederiet Svitzer udskilt fra Mærsk koncernen, og i samme omgang bliver Svitzer også udskilt fra Mærsk-aktierne og noteret som sin egen aktie på den københavnske fondsbørs.

Når Svitzer går på børsen, vil alle ejere af en Mærsk-aktie mandag få to aktier i Svitzer.

Disse aktier vil man som Mærsk-aktionær dog først kunne finde i sin portefølje torsdag. 

Hvad en Svitzer-aktie kommer til at handle til vides ikke endnu. Det bliver fastsat i tirsdagens handel. Den garvede investor Lau Svenssen vurderer, at aktien kommer til at koste mellem 150-200 kr. i mandagens afsnit af Euroinvestors podcast, Millionærklubben. 

Svitzer er et slæbebådsrederi grundlagt tilbage i 1833. Den nuværende administrerende direktør er Kasper Friis Nilaus, og han vil fortsætte i rollen, når selskabet har taget afsked med Mærsk.

I 2023 havde selskabet en omsætning på 5,8 mia. kr.

Mærsk annoncerede i sammenhæng med sit årsregnskab for 2023, at rederiet ville udskille Svitzer som et led i at forenkle forretningen og fokusere på »integreret logistik«.

Læs også: Jens Løgstrup ville købe en af disse 3 aktier, hvis han havde 10.000 kr. lige nu

Læs også: Aktieanalysechef peger på 4 ting, der kan sende dansk gigant op