Henter kommentarer

Cheføkonom om afgørende rentemøder: Her er danske boligejeres drømmescenarie - og mareridt


Danske boligejere bør i de kommende dage rette blikket mod først Frankfurt og dernæst Washington.

Torsdag melder Christine Lagarde, formand for den Europæiske Centralbank, ud, om bankens styrende rente skal sættes op, ned eller forblive uændret. Samtidig fremlægger ECB en prognose for europæisk økonomi, der rækker to år frem.

Og om to uger, 20. marts, følger Jerome Powell, chef for den amerikanske centralbank, FED, trop.

Begge dele har afgørende betydning for danskernes boligrenter, påpeger cheføkonom i Danske Bank Las Olsen, som Euroinvestor og B.T. har bedt tegne henholdsvis et drømme- og mareridtsscenarie op for danske boligejere.

Drømmescenariet

Vi starter i USA, hvor især danske boligejere med 30-årige, fastforrentede realkreditlån har en interesse i at følge, hvad Jerome Powell har på tapetet. Meldinger om pengepolitikken i verdens mægtigste økonomi slår nemlig hele vejen over Atlanten over ind over Danmark.

»USA bestemmer ikke direkte, hvad renten er i Danmark. Det gør Den Europæiske Centralbank. Men når USA begynder at sætte renterne ned, påvirker hele den globale økonomi og dermed også de lange renter.«

Også boligejere med variabelt forrentede flexlån kan med fordel lytte med, når Jerome Powell taler 20. marts, siger Las Olsen:

»Danske flex-lånere skal håbe på, at han melder ud, at han ikke er så bange for inflationen i USA, selvom den faktisk er steget. Inflationen er stadig lidt for høj i USA, men der er delte meninger om, hvorvidt FED kan sætte renten ned alligevel.«

Las Olsen, cheføkonom i Danske Bank.  Vis mere

»Vi mener, at det kunne man godt gøre allerede her i marts, men det kommer de ikke til at gøre. Det har FED allerede kommunikeret. Powell har sagt, at det er meget usandsynligt, og markedet har indregnet, at der ikke kommer en rentesænkning i marts, og så gør FED det heller ikke, for FED bryder sig ikke om at overraske markedet så meget.«

Den første rentesænkning fra FED vil vi formentlig se i maj eller juni, vurderer Las Olsen.

»FEDs rente er meget høj lige nu, og betyder, at man træder på den økonomiske bremse. FED kan godt sænke renten. uden at flytte foden fra bremsen til speederen. Men det skal gå langsomt og gøres forsigtigt. Vi forventer, at FED sætter renten ned tre gange i år.«

Mens renteudmeldingerne fra USA især har betydning for boligejere med fastforrentede lån, sætter ECBs rentepolitik sig nærmest én til én i de helt korte, variabelt forrentede realkreditlån.

Villakvarter, boliger, hus, huse, villa, villaer, villavej, boligkvarter, parcelhus, ejendom, ejendomme. Vis mere

Når Christine Lagarde torsdag melder ECBs rente ud, skal især danske boligejere med FlexKort-lån og Kort Rente-lån, der får ny rente hvert halve år, og F1-lånerne spidse ører.

»Det er meget usandsynligt, at hun sætter renten ned i morgen (torsdag, red.). ECB har antydet, at den første rentesænkning på 0,25 procentpoint kommer til juni. Men boligejerne kan håbe på, at hun melder ud, at væksten i Europas økonomi er klart aftagende,« siger Las Olsen og fortsæter:

»Hun kommer også med en prognose for europæisk økonomi, der rækker to år frem. Hvis den viser, at ECB nu kan nå inflationsmålet på to procent, vil det åbne døren for rentenedsættelser. Markedet vil både reagere på prognosen og de ord, Christine Lagarde bruger på pressemødet torsdag.«

Las Olsen og Danske Bank forventer som andre store banker, at ECB sætter renten ned tre gange i år.

Mareridtsscenariet

Danske boligejere kan ifølge Las Olsen frygte, at FED-chef Jerome Powell ser med så stor bekymring på den for høje amerikanske inflation og lave arbejdsløshed, at han slet ikke ser noget behov for at sætte renten ned.

»Hvis Powell melder ud, at han ikke se nogen tegn på, at inflationen i USA er på vej ned, og at lønvæksten stadig er alt for høj og arbejdsmarkedet alt for stramt, vil det være skidt for danske boligejere. Det vil nemlig sende markedsrenterne op ad. Men det tror vi heller ikke kommer til at ske,« siger cheføkonomen.

Også meldingerne fra ECB-formand Christine Lagarde kan give i værste fald give anledning til panderynker og bekymrede mine blandt danske boligejere.

»Hvis hun siger noget i retning af, at ‘vi føler os slet ikke sikre på, at inflationen vil komme ned på to procent med de høje lønstigninger, vi ser’, så vil markedsrenterne givetvis stige,« siger Las Olsen.