Henter kommentarer

Forsvarsgiganter hilser Europas drone-mur velkommen: 'Vi står klar'


Europas forsvarsindustri hilser unionens plan om at opføre en drone-mur langs den østlige flanke velkommen. Initiativet ses som en afgørende reaktion på en hastigt voksende sikkerhedsudfordring, især fra Rusland.

»Vi står klar til yderligere at støtte initiativer og krav fra NATO's allierede og partnere,« udtaler en talsmand for det britiske forsvarsfirma BAE Systems til CNBC.

Planerne om en europæisk drone-mur kommer samtidig med, at der de seneste måneder har været flere episoder med ubemandede droner i luftrummet over Danmark og andre nordeuropæiske lande.  Myndighederne har peget på, at dronerne potentielt kan være russiske og bruges til efterretning eller afprøvning af forsvarssystemer. 

Episoderne har skabt utryghed og sat fokus på, hvor sårbare europæiske lande er over for den nye form for trussel, der kan ramme både kritisk infrastruktur, civile mål og militære installationer.

Topmødet i København, hvor adskillige politiske ledere har fokus, hvordan EU's forsvar kan styrkes, og ikke mindst hvordan projekterne skal finansieres og drives, har sat skub i debatten.

Den svenske forsvarsvirksomhed Saab støtter tiltag, der styrker Europas forsvarsevner. 

»Vi vil med glæde drøfte, hvordan forsvarsindustrien kan bidrage til den foreslåede drone-mur. Det er tydeligt, at drone-truslen hastigt stiger, både i civile og militære sammenhænge, og at en fælles europæisk indsats effektivt kan imødegå denne trussel,« lyder det fra Mattias Rådström, chef for medierelationer hos Saab, ifølge CNBC.