Efter nedlukning i USA: Amerikanske aktier står til at falde

Bekymrede investorer står til at sende amerikanske aktier ud i kursfald, når børshandlen åbner om få timer.
Et politisk dødvande i USA har resulteret i en statslig nedlukning, da kongressen ikke kan blive enige om en finanslov. Det betyder blandt andet, at omkring 750.000 offentligt ansatte bliver sendt hjem på ubestemt tid.
Futures for Dow Jones, Nasdaq og S&P 500, der er de tre toneangivende indeks i USA, falder med mellem 0,5 og 0,6 pct. et par timer inden den amerikanske børshandel.
Aktiemarkedet har tidligere reageret afmålt på statslige nedlukninger i USA, men denne gang er der mere usikkerhed forbundet med nedlukningen, og det bekymrer investorerne, ifølge CNBC.
Den amerikanske præsident Donald Trump fortalte søndag NBC News , at han ville afskedige mange af de ansatte, som man kan afskedige permanent i det offentlige, hvis der kom en statslig nedlukning.
Det får Michael McLean, der er senioranalytiker i offentlig politik hos den britiske storbank Barclays til at sætte spørgsmålstegn ved, om nedlukningen kommer til at gå lige så stille for sig, som den plejer.
»Dette ville være en markant afvigelse fra tidligere praksis og kunne tilføre ny usikkerhed om de økonomiske konsekvenser af en nedlukning, som vi ellers ville forvente ville være marginale,« skriver analytikeren i en note ifølge CNBC.
Læs også: Novo-aktien i medvind - det er der sket
Læs også: Nordea ændrer syn på Novo Nordisk: Så meget kan aktien stige




