Ambu øger forventningerne de næste mange år

Det danske medicoselskab Ambu øger sine vækstforventninger for de næste fem år.
Det meldte C25-selskabet i en børsmeddelelse sent tirsdag - dagen før sin kapitalmarkedsdag, der finder sted onsdag.
De nye vækstforventninger skal realiseres via en ny strategi med navnet Zoom Ahead, hvor ambitionen er at opnå global lederskab inden for endoskopi.
Mere nøjagtigt hæver Ambu sine finansielle målsætninger frem til regnskabsåret 2029/30. Selskabet hæver den forventede årlige organiske vækstrate (CAGR) til 11–13 pct. i de næste fem år mod tidligere mindst 10 pct. for 2027/28.
Samtidig sigter Ambu efter en EBIT-margin på over 20 pct. i 2029/30, mens EBIT-målet for 2027/28 forbliver uændret.
Forventningerne til det indeværende regnskabsår fastholdes.
Ambu-aktien har haft det svært de seneste par år. Ser man på udviklingen de seneste fem år, er aktien faldet tilbage med næsten 50 pct. Siden årsskiftet har aktien tabt pusten med knap 12 pct.
Opdateres



