Henter kommentarer

Godt nyt til boligejere: Drømmelånet er tilbage

Foto: Mads Jensen
Vis mere

 

Nuværende og kommende boligejere kan glæde sig over, at billigere lånemuligheder meget snart kan være på vej på markedet. Netop nu har 1 pct.-lånet oversteget kurs 100 med en aktuel kurs på 100,05. Holder niveauet resten af dagen, bliver lånet taget af hylderne i morgen. I stedet vil boligejere få mulighed for at låne til en lavere fast rente på blot 0,5 pct.

»Udviklingen på rentemarkederne er godt nyt for danske boligejere eller danskere, der står over for at købe en bolig. Rentefaldet betyder nemlig, at 0,5 procentlånets kurs stiger yderligere. Lige nu ligger kursen på det lån lige under 97. Danskerne kan altså nu sikre sig en fast, lav rente på kun 0,5 pct. i 30 år til en stadig bedre kurs,« skriver Sune Malthe-Thagaard, chefanalytiker i Totalkredit, i en ny kommentar.

Ved den lavere rente på 0,5 pct.-lånet er der dog også risiko for såkaldt indlåsning. Det vil sige, at du som boligejer risikerer at skulle betale overkurs, hvis du vil ud af lånet før tid, pointerer chefanalytikeren.

»Det er med andre ord dyrere at indfri lånet, hvis du vil lægge lånet om eller sælger din bolig,« uddyber Sune Malthe-Thagaard.

Lige nu er der kun 0,5 pct.-lån for omtrent 300 mio. kr. Som tommelfingerregel skal der gerne udstedes for 5 mia. kr. for at sikre tilstrækkelig ikviditet til at fjerne risikoen for indlåsning.

»Hvis renten forbliver, hvor vi er lige nu i et par måneder, så er vi ved at være der,« skriver Sune Malthe-Thagaard.

Analytikeren påpeger, at den magiske grænse på 100 er nået, idet usikkerheden på de finansielle markeder skubber investorer i retning af danske realkreditobligationer, hvor risikoen er minimal.

»Der er nok en del investorer på de finansielle markeder, der er skuffede over, at forhandlingerne i USA om forlængelse af hjælpepakkerne foreløbigt er strandet. Og det skader vækstudsigterne for verdens største økonomi på kort sigt. Samtidig er præsidentvalget i USA lige om hjørnet, og det er også med til at give en baggrundsmusik af usikkerhed for, hvordan det kan påvirke økonomien,« skriver Sune Malthe-Thagaard.

Læs også: Lars Tvede om covid-19-vaccine: Disse aktier vil vinde mest på det

Læs også: Ny rekord: Danskerne går amok med aktiehandel i 2020