Hvis markedet får ret i sin antagelse om antallet af rentenedsættelser i 2024, kan landets boligejere se frem til besparelser i budgettet.
Men for nogle boligejere bliver besparelsen dog større end for andre. Det fortæller privatøkonom i Arbejdernes Landsbank, Brian Friis Helmer.
Markedet regner i øjeblikket med seks rentenedsættelser fra Den Europæiske Centralbank, ECB, og dens amerikanske pendant, Federal Reserve.
»Det ville smitte af på den rente, som boligejerne betaler på deres realkreditlån. Det ville i sidste ende kunne betyde billigere boligfinansiering, end vi har set det seneste halvandet år,« skriver Brian Friis Helmer til Euroinvestor.
Læs også: Nordea Kredit: Her er det billigste boliglån lige nu
Han forklarer dog, at F3- og F5-lånene allerede er faldet i pris, fordi de i højere grad handler på forventningerne til renten, hvor renterne F1 og F-kort i højere grad fastsættes af den reelle udvikling.
Derfor er det også på de korte renter, at man kan finde den største besparelse, hvis markedet får ret i de seks rentenedsættelser.
F-lånene er fleksible lån, hvor låntageren får ny rente undervejs. Tallet angiver, hvor ofte lånet skal have ny rente. F5-lånet får for eksempel ny rente hvert femte år. F-kort-lånet får ny rente hvert halve år.
Læs også: Populært fradrag bliver næsten fordoblet: Så mange penge kan du bruge
I scenariet med de seks rentenedsættelser ville F-kort-lånet falde fra en rente på omkring 4 pct. til omkring 2,5 pct. i slutningen af 2024, og det ville betyde et fald i den månedlige ydelse efter skat på omkring 500 kr. pr. lånt million på et lån med afdrag, ifølge Brian Friis Helmer.
F1-lånet ville ifølge privatøkonomen ligeledes falde 1,5 pct.point fra 3,5 pct. til 2 pct., og det ville også blive til en besparelse på 500 kr. om måneden pr. lånt million med afdrag.
F3- og F5-lånene har som tidligere nævnt taget lidt forskud på glæderne. Renterne er allerede faldet fra deres toppe på 3,3-3,5 pct. til omkring 2,9 pct.
»De kan godt komme lidt længere ned, hvis det går som markederne forventer,« skriver Brian Friis Helmer.
Læs også: Festen på lejlighedsmarkedet falder lidt til ro i november
Hvis man måler fra toppen, som de to lån ramte tilbage i efteråret, kan de ekstra fald ifølge privatøkonomen give en besparelse på 250 kr. pr. lånt million på lån med afdrag.
Scenariet med de seks rentenedsættelser er dog langt fra hugget i sten. Spørger man Arbejdernes Landsbank, skal renten nedad, men ikke lige så hurtigt, som markedet forventer. Banken regner med, at der kommer fire til fem rentenedsættelser i det nye år.
Centralbankerne har brugt rentestigninger til at bekæmpe inflationen gennem 2022 og 2023.
Det har blandt andet betydet dyrere boligfinansiering til danskerne, men nu ser det altså ud til, at toppen er nået, og det næste, som markedet og økonomerne forventer, er rentenedsættelser i 2024.
Læs også: Få overblikket: Så meget er boligpriserne steget
Læs også: Danmark er europamestre i høje priser