Henter kommentarer

André Thormann: To spørgsmål, der måske kan redde dine penge

Her ses en scene fra Olsen-banden går amok fra 1973 - den 5. i rækken af 14 Olsen-banden-film. Her er fra venstre mod højre Egon, Benny og Kjeld spillet af Ove Sprogøe, Morten Grunwald, Poul Bundgaard.
Her ses en scene fra Olsen-banden går amok fra 1973 - den 5. i rækken af 14 Olsen-banden-film. Her er fra venstre mod højre Egon, Benny og Kjeld spillet af Ove Sprogøe, Morten Grunwald, Poul Bundgaard. Foto: Svend Aage Mortensen
Vis mere

 

»Jeg har en plan. Det bliver alletiders chance. Det største vi endnu har været ude for. Kuppet over alle kup!«

Citatet er selvfølgelig fra Olsen-banden, hvor Egon Olsen som sædvanlig har en ny stor plan om at tilegne sig en masse penge, om det så er ved at stjæle Bedford-diamanterne eller røve en pengetransport. Som bekendt bliver kuppene større for hver film, der bliver lavet, og ifølge Egon kan det aldrig gå galt.

Egons store ambitioner kender vi også fra børsmarkedet. Typisk når en virksomhed går på børsen skriver man i prospektet eller virksomhedsbeskrivelsen et afsnit om markedspotentialet for selskabet. Typisk klassificeres dette som det totale adresserbare marked (TAM) for virksomheden – som typisk er meget, meget stort.

Cannabismarkedet er et interessant eksempel herpå. I 2018, men også i dag, er der store spekulationer om potentialet for cannabisproducenternes muligheder for at tjene penge i takt med deregulering. Eksempelvis havde selskabet Tilray en EV/Sales (Enterprise Value eller markedsværdi justeret for gæld relativt til salget) på 494 gange. Cannabisselskaber havde på førnævnte tidspunkt i gennemsnit en EV/Sales på 205 gange. Dette er uhørt høje tal i andre sammenhænge.

Estimaterne for potentialet på cannabismarkedet varierer meget. For 2024 er estimaterne mellem 70 og 150 milliarder dollar, hvilket er en tredobling af, hvad markedets størrelse var i 2018 – altså en voldsomt hurtigt markedsvækst. Selvom der i 2018 var et stort potentiale for disse virksomheder, så er risikoen også stor. Eksempelvis faldt cannabis-aktier fra oktober 2018 til oktober 2019 faldt med 50 pct., målt på ETF'en ETFMG Alternative Harvest.

Et dansk eksempel på stort markedspotentiale er B&O, der for nylig fremlagde deres prospekt. Af prospektet fremgår, at B&O’s totale adresserbare marked er på 470 milliarder kr. B&O er 94 år gammel, altså en moden virksomhed, som forventer en omsætning på 2.2 milliarder kr. næste år.

Men ligesom i Olsen-banden og andre sammenhænge er det ikke størrelsen men gørelsen, der oftest er mest afgørende.
Selvom alt er timet og tilrettelagt og forventes at køre på skinner, så kan der gå et eller andet galt. I Olsen-banden klokker bandens medarbejdere ofte i det, eller konkurrenten, 'Bøffen', udfordrer dem.

Således er der også potentielle faldgruber i den virkelige verden. Planer er lette – eksekvering er svær. Produktion kan gå galt, konkurrenter kan overhale indenom, forbrugerne kan ændre præferencer, priserne kan falde etc. Hvis vi skal blive i danske nationalklenodier, så er det nok ikke markedets størrelse, men i højere grad eksekveringen, der har været B&O’s problem de sidste mange år.

Den nervøst anlagt Keld, spørger ofte, »Er det ikke farligt?«, og jo, det er risikabelt af investere.  Men når det er sagt, er et stort markedspotentiale ikke dårligt. Investorer skal blot stille sig kritiske over for tallene, især mht. det totale adresserbare marked. Det, man bør spørge ind til som investor, er:

  • Hvor stort er markedet relativt til virksomhedens størrelse?
  • Hvor meget vokser markedet relativt til, hvor meget virksomheden forventer at vokse?

Hvis en virksomhed har planer om at vokse hurtigere end markedet, så er de næste spørgsmål, hvem virksomheden så skal tage markedsandele fra, og hvordan de har tænkt sig at eksekvere planen.

I 'Olsen-bandens sidste bedrifter', Olsen-bandens 6. film, formår banden faktisk at stjæle 100 mio. kr. og flyve til Mallorca. Så drømme kan godt blive til virkelighed, men i Olsen-bandens tilfælde sker det kun 1 ud af 14 gange.

Læs også: André Thormann: Det er svært at spå - også for aktieanalytikere
Læs også: Kendt investor satser på dansk selskab - håber på himmelstormer
Læs også: Pernille Enggaard: De danske uslebne diamanter