Henter kommentarer

Færre forhindringer for de private investorer, tak

Det kniber tilsyneladende med politikernes tillid til, at borgerne formår at forvalte deres formuer selv. Foto: Gritt Ulrikka Jørgensen
Det kniber tilsyneladende med politikernes tillid til, at borgerne formår at forvalte deres formuer selv. Foto: Gritt Ulrikka Jørgensen
Vis mere

Investeringer handler i høj grad om tillid, og tilliden til bankerne har desværre lidt et knæk ovenpå de senere års bankskandaler. Det har dog haft den positive effekt, at flere private investorer har fået øjnene op for, at de selv kan forvalte deres sparekroner. Desværre kniber det fortsat med politikernes tillid til borgerne, hvilket det lave loft i aktiesparekontoen vidner om.

Når man som ung begynder at interessere sig for at investere, kan man godt få fornemmelsen af, at man træder ud på en forhindringsbane.

Jeg voksede op i 1980’erne med en blind tillid til banken. Der var ingen alternativer dengang, og jeg var stolt, når jeg fik nye stempler i min bankbog ved kassen. Meget har ændret sig siden, og min tillid bliver til stadighed udfordret.

Du starter måske som helt ung hos din bankrådgiver, som gerne vil hjælpe dig godt i gang, og her støder du på første forhindring. Banken varetager nemlig ud over din interesse også sin egen. Det er du ikke nødvendigvis opmærksom på endnu, og måske bliver du det aldrig.

Da jeg begyndte at investere, var det netop gennem banken, som kontaktede mig, da mine højrentekonti ikke længere kunne fornyes. Jeg blev inviteret til et stort anlagt arrangement i Nordsjælland, så jeg drog troligt afsted for at høre om de grønnere græsmarker, og banken var ganske overbevisende.

Jeg forstod, at jeg kunne få samme 2-3 pct., som jeg havde fået i indlånsrente. Langt bedre end ingenting. Der gik et par år med det, og afkastet var nogenlunde som ventet, så jeg klagede ikke. Først senere erfarede jeg, at græsset måske nok var grønt, men at det voksede endnu højere andetsteds.

Da jeg lod banken investere mine penge for mig, mindes jeg, at vi talte om min risikoprofil. Men det var for mig et nyt begreb, som jeg nok havde svært ved at forholde mig til. Her år senere, med mere viden i bagagen, er jeg mere risikovillig. Men intet andet har ændret sig end mit vidensgrundlag, og det har banken ikke hjulpet til med at løfte.

Pas på med blind tillid til bankerne

Kunne banken have hjulpet mig bedre? Forklaret tingene anderledes? Investeret mine penge til lavere gebyrer, hjulpet mig til bedre at forstå, hvilken risiko jeg kunne tåle at påtage mig min meget unge alder på det tidspunkt taget i betragtning? Sætte nogle af mine midler i de billige indeksfonde fremfor gebyrmæssigt tunge aktivt forvaltede fonde? Helt sikkert.

Den erfaring står jeg desværre ikke alene med, og det rejser spørgsmålet, om banker har fortjent den ofte blinde tillid, som mange af os får i “dåbsgave”. Tænk, at vi kan sidde overfor en rådgiver, der lader os sætte vores opsparing i noget, vi på grund af forventeligt lave afkast og høje gebyrer nærmest kun kan tabe penge på, .

Vover vi os ud i at forvalte vores penge selv, møder vi flere forhindringer. Vi har f.eks. ikke mulighed for at hjemtage forvaltningen af vores pensionsmidler over en bred kam. Kun visse dele. Til trods for, at pensionsselskaberne tager gebyrer for at forvalte på vores vegne - igen uden nødvendigvis at være gebyret værd.

Politiske snubletråde

Politikerne lægger deres egne forhindringer ud på banen. Oplagt er det at hive fat i skattesystemet. Personligt går jeg ikke meget op i, om skatten er høj eller lav. Men kompleksitetsniveauet - dét har jeg en holdning til. Hvis man gerne vil have nogen til at gøre noget, må man gøre det let for dem. Overskueligt og gennemskueligt. Hvis andre lande kan operere med en flad beskatning på al indkomst, hvorfor skal det så være så absurd indviklet her i Danmark?

Når de gode mennesker på Christiansborg en gang imellem får en særligt god idé, som aktiesparekontoen bestemt var i sin første form, så kan de alligevel ikke afholde sig fra at maltraktere den, før den når tredjebehandlingen. Og hvis idé var det i øvrigt at reducere loftet på aktiesparekontoen til 50.000 kr. fra 500.000 kr., der lå i det oprindelige forslag? Skyldtes det manglende tillid til, at folk ikke selv er kloge nok til at forvalte deres sparekroner, og derfor kun skal have lov til at »dumme sig« for 50.000 kr., som cheføkonom hos Fagbevægelsens Hovedorganisation, Allan Lyngsmø Madsen, udtalte i en paneldebat, som vi begge deltog i under årets Folkemøde på Bornholm? Da jeg hørte det første gang, blev jeg vred. Det gør jeg stadig, for de private investorer skal nok selv bestemme, hvad der er bedst for dem.

Forhindringer er der nok af. Heldigvis er der også mange, der prøver at rydde dem af vejen. Måske det lykkes en dag.