Henter kommentarer

Lau Svenssen: Oliemarkedet sitrer – Bliver OPEC plus til OPEC minus?



Prisen på råolie er rykket gevaldigt op i løbet af første halvår. Prisniveauet ultimo 2020 lå på 50 dollar. Nu er råolieprisen rundt 77 dollar. Det er samtidig værd at bemærke, at det normale spread mellem WTI (normen er 2-3 dollar billigere end Brent) og Brent kontrakterne næsten er forsvundet.

Med andre ord er den amerikanske WTI-olie steget relativt mere end nordsøolien. Det peger i retning af øget finansiel spekulation, så vidt jeg formår at fortolke forløbet. Faktisk har satsning på oliekontrakter givet et af de højeste afkast i første halvår med + 50 pct. mod »kun« +14 pct. for aktier i både USA og Europa.

Det er lykkedes for OPEC med Plus udvidelsen at udvide markedsandelen så meget, at prisen kan gelejdes opad – og der er høj intern disciplin blandt disse olieeksporterende lande, så kvoterne overholdes.

Balladen nu skyldes, at man i foråret blev enige om en udvidelse af den samlede eksportmængde, som dog først skulle sættes i kraft midt på året. Ideen var at geare op for olieeksporten i takt med et forventet opsving i forbruget efter Corona-nedlukningerne. Prognoser fra IEA taler om fuld genopretning af olieforbruget ultimo 2021. Det skal dog forstås som normen for olieforbruget opgjort ultimo 2019 (før Corona). I praksis betyder det derfor en manko på to år uden den normale løbende tilvækst i verdens olieforbrug. Tempoet var i forvejen droslet lidt ned fra tidligere +1,4 pct. årligt til +1,2 pct. om året. Samlet er påvirkningen af Corona dermed ca. -2,5 pct. i formindsket olieforbrug i forhold til basisforløbet.

Den faktiske differens i olieforbrug målt på denne dag ligger så vidt vides rundt 5 mio. tønder i døgnet, hvoraf mindre flytrafik står for halvdelen. Hvis man skal tilbage på det tidligere niveau ultimo 2021, bliver der brug for en stor forøgelse af produktionen i andet halvår. Det er fordelingen af denne udvidelse OPEC+ strides om på deres møder, som nu er sat på pause. Noget skal der ske for at undgå uro i olieprisen.

Markedet er tilsyneladende stramt, men det er næppe sandheden herom. Olielandene er nemlig verdensmestre i at udløse turbulens – til gavn for dem selv.

Hvad skændes de om


Forhandlingerne landene imellem er angiveligt gået i hårknude. Stridspunktet ser ud til at være ændringerne for de enkelte lande ved forhøjelsen af den samlede eksportmængde. Landene er uenige, og olie er en meget »politisk råvare«. Tilsyneladende er det ubetydelige lande med små kvoter, som forsøger at opnå en gevinst (kendes fra politik, hvor »støttepartier« forlanger at få en synlig gevinst til brug over for deres vælgere). Muligvis optræder de utilfredse små lande bare som »Messenger Boys« for store lande, som ønsker at skjule deres reelle standpunkt. De store eksportlande mener altid, at de har ret til at holde styr på hele flokken. Der ser dog også ud til at være ved at indtræde en dybere revurdering af fremtiden for udvinding af fossil energi fra jorden.

Det »ser sort ud« for olie. Epoken er ved at ebbe ud. Om 30-40 år er det måske helt forbi.

Erkendelsen af konsekvenserne af en gennemgribende grøn omstilling burde være entydig og let forståelig: Af de kendte oliereserver vil en stor andel aldrig blive udvundet, da markedet vil skifte til andre og mere CO 2 venlige energiløsninger. Derfor gælder det om at få udnyttet sine reserver i tide. Vær proaktiv – og det er de private olieselskaber i deres linje. OPEC er derimod en blokering.

Men samtidig ønsker kartellets lande prøve at holde prisen oppe for at optimere deres indkomst, og her er man låst fast af den eksisterende fordelingsnøgle. Det er med andre ord en balancegang. Her har olielandene dog en slet skjult allieret i miljøforkæmperne: de ønsker høje priser på olie for at fremme udrulningen af alternative løsninger. Et drastisk prisfald ved opløsning af OPEC-kartellet kunne udløse et drop i olieprisen, og så ville den grønne omstilling blive sparket til hjørne i 20 år.

Men frygten for at brænde inde med enorme reserver nede i jorden kan man jo ikke tale højt om officielt. Facaden må holdes pænt pudset, og foreløbig har OPEC+ succes med at hæve prisniveauet markant opad. Storpolitisk ser de store energiforbrugende lande (USA, EU og Kina) ud til stiltiende at ville acceptere høje priser på råolie som en form for gardering mod oprør og sammenbrud i disse lande og dermed en ny runde med ustabilitet i Mellemøsten. En række muslimske lande er dybt afhængige af indtægter fra olie og må ikke presses ud over afgrunden af fattigdom. De vakkelvorne regimer vil blive smidt på porten, og det hele kan ende i en krigslignende konfrontation med Vestlandene. Så er det bedre at prøve at betale sig fra det via en urimelig høj oliepris.

Købers marked i oliealderens slutfase: Hvem vil få lov til at eksportere


Miljøplanerne for grøn omstilling fokuserer på 2050 som milepæl, altså 30 år fremad. De kendte oliereserver rækker til over 40 år, men det har været en norm i årevis – trods voksende forbrug. Her spiller olieprisen naturligvis en afgørende rolle, da højere priser dæmper forbruget og øger tilgangen af nye felter. Sådan er det bare ikke længere.

Nye offshore felter fik et knæk i 2014, hvor olieprisen kollapsede fra 100-110 dollar ned i langt lavere tal. Efter lang tid med store udsving stabiliserede prisen sig omkring 50 dollar pr. tønde.

Indtil sommeren 2014 var der fuld fart i offshore for stadig mere avancerede projekter. Så sluttede festen med en hård opbremsning og skift til færre opgaver inden for vedligehold og fokus på sikre High End projekter samt overholdelse af koncessionernes krav om et mindsteomfang af exploration.

Olie ser ud til at være på vej mod at blive et Købers marked, men prisdannelsen søges hele tiden påvirket politisk af uenige lande. I stigende grad vil producentlandene formentlig prøve at tage mere hensyn til deres egne interesser end overholdelse af reglerne i det fælles kartel. Kort sagt knager OPEC i fugerne, og OPEC+ kan hurtigt ende med at blive til OPEC minus nogle af dets egne lande, som de store vil lade glide ud, hvis de ikke makker ret. Til gengæld vil OPEC søge at fastholde samarbejdet med de store allierede i Plus gruppen (Rusland og Mexico). Markedsandelen er central.

Balladen er yderligere kompliceret, fordi USA ser ud til at forberede sig på aktive modtræk rettet mod Rusland. En form for olieembargo kunne være et stærkt udspil rettet mod Ruslands pulsåre.

Men først må USA sikre øgede tilførsler af olie fra andre lande, og her kommer Iran ind i billedet. USA skal »bare« overbevise landets snævre kreds af ledere om, at de vil brænde inde med al olien, hvis de ønsker at fortsætte atomudviklingsprogrammet. Vil I sulte jer selv ihjel? Næppe. Dermed kan der blive to ret enige magthavere til at styre fordelingen af råolieforsyning i de kommende 10 år: USA (supermagt og verdens største olieforbruger såvel som olieproducent) og Saudi-Arabien. De to lande er politisk allierede. Familiestyret i Saudi-Arabien kan dog blive væltet, og så vil der opstå kaos på oliemarkedet. For Rusland vil nødløsningen være at klynge sig yderligere til Kina som storkunde, idet kineserne ignorerer USAs hegemoni.

Hvor skal olieprisen så hen

Med mangel på den krævede fulde enighed landene imellem er der gået hårknude i håndteringen af kvoterne, som nu skulle forhøjes. Det er dermed også en form for test og magtspil både internt i OPEC+ og over for importlandene. Der bliver næppe mangel på olie selv om den planlagte optrapning af outputtet fra august bremses af stop for en ny aftale. Overkapaciteten er for stor til at muliggøre hård rationering. I stedet kan der komme et opbrud i OPEC, hvor Saudi-Arabien vil udnytte sin styrke til at få eksporten udvidet – det vil formentlig ske via »venner«, som så tildeles en godbid. Det er vigtigere at holde på de nye Plus-partnerlande end at lefle for små lande uden vægt i oliemarkedet.

På kort sigt peger olieprisen derfor opad pga. bøvl og frygt for en prop, hvor den planlagte udvidelse af eksporten fra august ikke kan gennemføres. Men det skal man næppe lade sig forvirre af. Olieprisen er nået op omkring 77 dollar. En yderligere stigning op over intervallet 80-85 dollar er næppe muligt at opretholde i ret lang tid. Her kan modvinden tænkes udløst fra udsalg af futures kontrakter på råolie, hvor kommercielle selskaber vil sikre deres indtjening fremover og spekulanter vil se short selling som en mulighed med rekyl for olieprisen – ned mod 60-65 dollar. På det prisniveau vil alle kunne være tilfredse, og nye, dyre olieprojekter vil ikke blive påbegyndt.

På langt sigt er der nemlig panik blandt olieproducenterne. Det gælder om at få adgang til at sælge mest muligt. Private olieselskaber er klar over situationen, og de maser på. Satsning på naturgas er derimod fortsat interessant som overgang til vedvarende energi. Der er udsigt til begrænset aktivitet med nye olieprojekter, da der stilles krav om en lav break-even pris for at sætte gang i opbygning af nye dyre faciliteter. Offshore projekter har meget høje omkostninger og er derfor under pres.

Konklusion

Min konklusion er, at røgen i køkkenet hos OPEC+ ikke vil få lov at udvikle sig. Iran står i entreen og banker på for at få lov til at eksportere igen. USA har tildelt sig selv rollen som Gatekeeper i det spørgsmål, og fra den side kommer der mildere vinde og muligvis er der direkte behov for Irans 4 mio. tønder i døgnet med mulighed for meget mere i løbet af få år, hvis der på ny investeres udefra.

En større konfrontation ser nemlig ud til at være på vej. Rusland er problembarnet. USA har genoptaget den gamle udenrigspolitiske linje, hvor Putin-regimet i Rusland søges tæmmet og stoppet i sin ekspansion. Ukraine og Belarus er to bufferlande, der er i spil mellem Øst og Vest. Det er en slet skjult indirekte strid med brug af politisk/militær indflydelse og påvirkning af befolkningens holdning til at tage ansvar for deres liv eget liv ved at få mulighed for en bedre fremtid med fred og frihed. Hårde og bløde værdier (og personer) kæmper mod hinanden i en skyggeagtig krig. En optrapning fra USAs side kan hurtigt blive sat i værk, hvis der opnås ro omkring olieforsyningen. Som modtræk vil Rusland kunne afbøde en embargo ved at sælge endnu mere til Kina, og derfor kan en stor del af landets eksport på ca. 9 mio. tønder i døgnet fortsætte.

Balladepunktet med olie som en politisk påvirket pris kan dermed tage en ny drejning – opad. Der er olie nok i verden, men der spændes igen og igen ben for en stringent udnyttelse af disse ressourcer. Jo flere forhindringer des højere pris.

Det samme gælder for påvirkningen af tankskibene, som transporterer olieeksporten. Hvis OPEC går totalt i baglås, vil det naturligvis ramme tankerne – forbigående. Straks situationen løses op, skal der gang i det hele igen. En masse skibsdage så være gået tabt, og der bliver mere kamp om at få fat på kapacitet af skibe. Olie skal der jo bruges, og derfor vil uenigheden næppe få lov at udvikle sig. De fleste olielande kendetegnes nemlig af en svag mono-økonomi med dyb afhængighed af indtægterne fra denne ene eksportvare. Man saver ikke den gren over, som man selv sidder på.

Lau Svenssen ejer aktier i olieselskaberne BP og ExxonMobil plus en stribe tankrederier.

Læs også: Lau Svenssen: Kan OL puste liv i Japans aktier?

Læs også: Lau Svenssen: Teknisk analyse - og VIX-børsens seismograf