Henter kommentarer

Lau Svenssen om olie-aktie: 'Et særligt spændende selskab'


 
I videoen ovenfor ses udviklingen i markedsværdien pro anno for en række af verdens største selskaber i den globale olieindustri. Markedsværdien er omregnet til USD. Grafikken er lavet via Flourish Studio.
Vis mere

 

For et år siden opstod der på oliemarkedet et helt absurd forløb med kortvarigt kollaps i prisen som følge af en hårknude i afviklingen af storstilet spekulation i terminskontrakter.

Pointen var, at der var alt for mange aktive finansielle spekulanter med lange positioner (satsning på prisstigning). De kunne ikke nå at sælge kontrakterne i tide, før de skiftede over til fysisk levering. Affæren har været en alvorlig lærestreg, og sidenhen er det da også lykkedes at afværge nye situationer med overophedning af handel med futures på oliemarkedet.

Læs også: Kapitalforvalter om 4 grønne, nordiske aktier: Dem har vi været glade for

Strukturen i oliemarkedet er dog ikke blevet ændret af den grund. Til gengæld er der opnået større enighed mellem OPEC-kartellet og ikke-medlemslande med en petroøkonomi. Her er Rusland det afgørende land, og der foregår hele tiden en skygge-magtkamp mellem Rusland og Saudi-Arabien. Nogle olielande ønskede dengang at kaste de amerikanske skifferolie/-gas producenter ud i en krisevia et prisdyk og dermed helt væk fra markedet, men det lykkedes ikke.

I videoen ovenfor ses udviklingen i markedsværdien pro anno for en række af verdens største selskaber i den globale olieindustri. Markedsværdien er omregnet til USD. Grafikken er lavet via Flourish Studio.

Det gode forhold mellem Saudi-Arabien og USA forhindrede angrebet på den skifferbaserede produktion, som har genrejst USA som olieproducent. Implicit er der i stedet opstået en struktur som vel reelt burde sikre et prisniveau, som ligger over 40-50 USD (krævet pris for opretholdelse af USA’s produktion). Sådan ser jeg på de langsigtede markedsforhold for råolie i 2020erne – og det er jo altid godt med en form for sikkerhedsnet i en turbulent branche.

Corona ødelagde efterspørgslen

Basalt set var og er både OPEC og Rusland interesseret i det stik modsatte, nemlig at forhindre lave oliepriser. Denne enighed er blevet større i takt med tiden, da der hver måned mangler penge i kasseapparatet som følge af de relativt lave oliepriser. Et nyt og virkeligt problem dukkede kort efter pludselig op med Corona nedlukningerne, som udløste et stort dyk i efterspørgslen. Nedturen kulminerede i Q2/2020 med cirka -20 %. Det præcise tal kendes ikke, da lagerudsving udjævnede fluktuationerne i både forsyningen af råolie og forbruget af raffinerede olieprodukter.

Læs også: Aktiechef: Disse aktier har stadig kæmpe potentiale trods stigning på 120 pct. i 2020

Genopretningen har reduceret nedgangen til pt. -7-8 % regnet i forhold til ultimo 2019. Der er således stadigvæk en betydelig overkapacitet, men uanset det prøver OPEC+ gruppen af olielande nu at markere deres ønske om prisforhøjelser og kontrol over oliemarkedet ved en ny aftale om stram regulering af eksporten. Reaktionen på oliemarkedet er i første omgang blevet et løft i olieprisen på +5 % til 50,6 USD for den amerikanske WTI-kontrakt og 54,1 USD for Brent nordsøolien.

Olieforsyningen kan opfattes som et kludetæppe bestående af private selskaber og olieeksporterende lande. Disse nationer er ofte politisk ustabile, og næsten alle har en usund struktur med dyb afhængighed af indtægterne fra olie og naturgas. De er mono-økonomier uden andre stærke sektorer i samfundet til at give stabilitet. Hertil kommer, at Iran og Venezuela kører på vågeblus i deres eksport pga. amerikansk styrede sanktioner. Libyen er heller ikke i normal drift men oplever hele tiden afbræk i deres eksport. Men trods det er der nok olie til alle.

OPEC+ landene kan ikke leve med lave priser

Det er selvfølgelig vanskeligt at løfte prisen opad, når der er overkapacitet. Projektet ser alligevel ud til at lykkes, idet de private (kommercielle) selskaber har samme interesse i højere priser, og de kæmper hele tiden for at opveje en løbende reduktion i deres output, da de tapper felterne hurtigt.

Læs også: Analytiker: Denne aktie bliver det næste Ørsted

Det problem har man ikke hos OPEC+. Da der har været lav aktivitet siden 2015 med at finde og udbygge nye oliereserver, er der ved at opstå en manko hos de kommercielle selskaber, som har investeret for lidt. OPEC+ landene får hele tiden øget betydning. Samtidig vokser efterspørgslen på ny. Udviklingen i emerging markets med pæn vækst er afgørende på det punkt, da de gamle I-lande stagnerer. Fornyet vækst i Asien vil derfor straks kræve større olieimport.

Spørgsmålet er så, om olieprisen vil konsolidere sig på 50 USD-niveauet eller rykke videre op over næste stop ved 60-65 USD? De to efterfølgende plateauer har historisk været 80+ og 100+ USD, men det kommer i næppe i spil før 2023 – med mindre der indtræffer en krise i et stort olieland. Skønnene lyder nemlig på at genopretningen af 2019-forholdene først vil være opnået ultimo 2022, og det vil sige et forbrug på 102 mio. tønder i døgnet (der går 7 tønder på et ton).

Olieaktier

Upstream olieselskaber ridder på ryggen af OPEC+ gruppens arbejde med at forhøje priserne. Som investor skal man derfor vurdere/gætte på styrken i olieprisen, før man udvælger relevante aktiekøb. Der er nemlig nok at vælge imellem, og risikoen er høj, hvis et selskab kommer i klemme pga. prisudsving eller politisk »mobning« i et land, hvor der er satset hårdt med investeringer.

Mit gæt er, at olieprisen vil opnå en holdbar stigning til 60-65 USD pr. tønde. Indtjeningen vil dermed atter blive pæn høj, men samtidig kan down side risk angående olieprisen formentlig anses for mindre alvorlig fremover (ønsket om en robust bundpris på 40+ USD). Upside chancen op mod 80+ USD vil dog kræve alvorlige forsyningsafbræk i Mellemøsten, og det er umuligt at forudse.

Læs også: Equinor – det sorte guld skal investeres grønt med statsgaranti

Generelt er det upstream-selskaberne med olieproduktion, som er interessante. På længere sigt gælder det også for naturgas. Man kan enten satse på de store navne (Exxon, Chevron, Shell, BP, Total) eller selskaber med særligt spændende oliefelter og stor følsomhed over prisudsving. Et særligt spændende selskab er Equinor (tidligere Statoil). De har et output på 2,0 mio. tønder olieækvivalenter (dvs. inklusive naturgas), og aktien følger tæt udsvingene i olieprisen. Her får man en oveni en slags option på en stor grøn fremtidsaktie, da der løbende vil ske en drejning over mod investeringer i vedvarende energi af det store cash flow, som fremkommer ved olieproduktionen.

Mine egne olieaktier (BP og Exxon) er blevet købt i Q4 ud fra et andet argument: overdrevne udsalg fra investorer som principielt ønskede at skifte væk fra sort til grøn energi. Igennem 2020 var olieaktier derfor udsat for en massiv nedtur. Nu er den sunde fornuft og en mere nuanceret vurdering ved at vende tilbage. Med udsigt til aktiv OPEC+ indsats for at presse olieprisen opad, burde der være et stort potentiale opad. Genvindingen af værdi er kun nået et kort stykke vej.

Afslutningsvis skal jeg lige omtale selskaber med raffinaderier og detailsalg (f.eks. Phillips 66, Valero). Disse aktier er også blevet presset i 2020, da de er påvirket af selve driftens forløb under nedturen og af de store udsving i olieprisen (lagerværdien ændres og prissikring er umulig). Denne branche må derfor anses for high risk i en periode med kaotiske forandringer.

Af de omtalte selskaber ejer Lau Svenssen aktier i Exxon og BP.

Læs også: Lau Svenssen: Kommer der en bølge af Trading Updates?

Læs også: Lau Svenssen: Negative renter straffer passivitet